10 mar 2020
Entreprenørskabsundervisning i 7.-9. klasser skal skabe fremgang i boligsociale områder
Ved at styrke elevers entreprenørielle kompetencer vil man skabe grobund for en iværksætterkultur
Seks skoler i seks boligsociale områder i Aarhus deltager i projektet Iværksætterunge. Projektets mål er at styrke elevers entreprenørielle kompetencer og erfaringer. Projektet gennemføres af Fonden for Entreprenørskab og Det Boligsociale Fællesskab i Aarhus og er støttet af den A. P. Møllerske Fond.
Elever i 7.-9. klasse på de udvalgte skoler deltager i et to-årigt valgfag i entreprenørskab. Via entreprenørielle projekter i samarbejde med erhvervslivet vil eleverne desuden få mulighed for at afprøve deres kompetencer i praksis. Tanken er, at man ved at styrke de unges kompetencer kan være til at skabe en iværksætterkultur, som kan give et løft i de boligsociale områder.
I løbet af projektet udvikles der også en model for udbredelse til andre boligsociale områder i landet.
Fonden for Entreprenørskab har stået for udvikling af undervisningsmateriale samt efteruddannelse af lærere og boligsociale medarbejdere. Fonden har også udviklet et forskningsdesign til evaluering af projektet.
I foråret 2018 blev 30 undervisere og boligsociale medarbejdere fra de seks boligområder efteruddannet med henblik på at gennemføre projektets undervisning og aktiviteter. I august startede 119 elever på valgfaget i entreprenørskab. Det er meningen, at eleverne skal deltage i iværksætterkonkurrencen på Godsbanen i Aarhus den 11. april 2019.
Projektet løber fra 2017 til 2020.
Læs mere på Det Boligsociale Fællesskabs hjemmeside
Læs mere under Nyheder