27 apr 2015  /  NyhedsRedaktør

Fynske mekanikerlærlinge vinder Skills for the Future

Jesper Engelbrecht Olesen og Troels Juul Hansen fra Syddansk Erhvervsskole i Odense har udviklet TraiLink, som er en trådløs sammenkobling mellem bil og trailer. Det har nu givet dem førstepladsen i konkurrencen Skills for the Future og en plads i den europæiske finale.

Skills for the Future er et privat-offentligt samarbejde, hvor erhvervsliv og uddannelse arbejder sammen og inspirerer autobranchens unge til at arbejde innovativt og være med til at skabe fremtidens løsninger. Alle eleverne i Skills for the Future-konkurrencen har haft besøg af Hyundai Danmark og har derefter arbejdet videre med at udvikle deres bud på innovative tiltag målrettet autobranchen.

 

For Jesper Engelbrecht Olesen, 20 år og fra Middelfart, og Troels Juul Hansen, 19 år og fra Husby, betød det mange timers arbejde med at udvikle og finpudse idéen om TraiLink. De to unge mekanikerlærlinge kalder sig JT-Production, og med deres opfindelse TraiLink slipper man for trailerstik og ledning, da TraiLink sørger for en trådløs sammenkobling mellem bil og trailer.

 

Det er et kæmpe boost for JT-Production at vinde Skills for the Future på nationalt plan, for det giver os mulighed for at videreudvikle vores idé TraiLink. Der er allerede lagt mange fritimer i projektet, og det at vinde Skills for the Future gør, at vi kan arbejde meget mere intenst med idéen. Vi er rigtig glade og beærede over at få denne mulighed. Det rykker vores drømmescenarie om at kunne fremstille vores idé TraiLink meget tættere på,” sagde de to vindere.

 

Imponerede dommere og europæisk finale

Inden finalen havde dommerne gennemgået rapporter og videoer fra deltagerne, og til selve finalen, der blev holdt online, interviewede dommerne alle grupperne. Her skilte JT-Production sig ud.

 

Rigtig god og gennemtænkt idé og godt navn på produktet. Der er stort potentiale i idéen, og det er godt, at I har tænkt på produktet både som konverteringsenhed og som integreret del i nye biler. I lavede en flot præsentation, var godt forberedte og brænder tydeligt for jeres ide. Hyundai vil meget gerne sparre med jer, hjælpe jer og støtte jer frem mod den europæiske finale i Prag til juni, ” sagde dommerne fra Hyundai Danmark om vindergruppens idé.

 

Nu skal JT-Production i gang med at øve deres præsentation på engelsk, for den 8.-10. juni skal de repræsentere Danmark til den europæiske finale ”Hyundai Skills for the Future Award” i Prag. Sidste år deltog næsten 4400 elever fra erhvervsuddannelser i hele Europa i Skills for the Future. I år er første gang danske elever har muligheden.


Om Skills for the Future:

Skills for the Future er et undervisningsprogram udviklet af JA-YE Europe sammen med Hyundai Motor Europe, som skal give elever på erhvervsuddannelser en større viden og forståelse for de færdigheder, det kræver at kunne få succes på arbejdsmarkedet. Ved at kombinere Hyundais ekspertviden om bilindustrien med JA-YE Europes viden om entreprenørskabsundervisning, er det formålet at inspirere unge under uddannelse til at være entreprenørielle og foretagsomme samt at vise dem, hvor vigtig deres uddannelse er for deres fremtidige karrierevalg.

 

I Danmark er det Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise og Hyundai Bil Import, der står bag Skills for the Future, og i programmets pilotår har der været deltagere fra Syddansk Erhvervsskole og Campus Bornholm.