27 apr 2020  /  NyhedsRedaktør

Studerende sætter strøm til deres ideer til Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab 2020

Flere end 200 studerende fra hel landet sætter strøm til deres ideer, når de den 29. april og 5. maj tørner sammen i en virtuel dyst på opfindsomhed og handlemod til de Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab.

Studerende fra alle landets fem regioner er klar til de Regionale Mesterskaber i Entreprenørskab for Start Up Programme den 29. april og 5. maj. Her skal de præsentere deres ideer for frivillige dommere, som er erfarne erhvervsledere eller iværksættere. Der er fokus på bæredygtige, samfundsrelevante og værdiskabende løsninger på alle niveauer. Sygeplejerskestuderende kommer med ideer til sundhedssektoren, og innovationsstuderende bringer nye forretningsmodeller på bordet.

 

De dygtigste teams og ideer på dagene vinder en plads til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for studerende den 27. maj, hvor det er muligt at komme hele vejen til Europamesterskabet. 

 

For første gang afholdes mesterskaberne online, pga. Covid-19, og det stiller helt nye krav til de iderige studerende.

 

"At de studerende har prioriteret at kaste sig ud i denne vilde udfordring med et digitalt entreprenørskabsevent, er ret fantastisk. Vi er utroligt glade for, at så mange studerende har taget udfordringen med pitch online op, sammen med deres undervisere og kammerater. Og der er ingen tvivl om, at det vil flyve rundt med gode ideer i det virtuelle på onsdag! I en tid hvor alt disruptes og nytænkes, bliver det ret spændende at se, hvad de studerende bringer til bordet", siger Carina Hammer, programleder for Start Up Programme.

 

Michael Damgaard fra EY, som er partner på de Regionale Mesterskaber i Start Up Programme, siger:

 

"Jeg glæder mig rigtig meget til igen at byde de studerende velkommen til årets Regionale Mesterskab i entreprenørskab den 29. april og 5. maj. EY er stolte over at stå bag uddelingen af første- og andenpræmien, men i virkeligheden ser vi alle de deltagende teams som vindere. Vi har i den grad brug for unge iværksættere, der kan lave værdifulde og bæredygtige løsninger. Og så håber vi jo altid at se nogle af de unge teams til EY Entrepreneur Of The Year, når de er modne til det."

 

Entreprenørskab i undervisningen som kickoff til værdiskabende løsninger til samfundet

Alle de studerende, som stiller og til de regionale Mesterskaber er med i uddannelses- og entreprenørskabsprogrammet Start Up Programme, hvor læring og dannelse af entreprenante kompetencer hos de unge er i fokus.

 

I alt 68 forskellige teams med hver sin idé er med til de Regionale Mesterskaber, og det betyder, at konkurrencen er endnu hårdere, for kun de bedste teams går videre til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som afholdes den 27. maj. Derudover kåres der en samlet regional vinder hvert sted, som går hjem med en præmie på 10.000 kr. sponsoreret af EY, og en 2. plads, som får på 5000 kr. sponsoreret af EY. 

 

Det er Fonden for Entreprenørskab, der arrangerer Regionsmesterskabet i Entreprenørskab i samarbejde med EY og Erhverv Randers. Fonden står bag uddannelsesprogrammet Start Up Programme og Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.