04 feb 2019  /  NyhedsRedaktør

Stor interesse for iværksætteri: Knap 300 gæster deltog i nytårskur

I sidste uge afholdt Fonden for Entreprenørskab nytårskur. Lærere, undervisere, erhvervsfolk og samarbejdspartnere var mødt op i Børssalen hos Dansk Erhverv, hvor Fonden gav status over dansk iværksætteri og undervisning i entreprenørskab.

Hvert år afholder Fonden for Entreprenørskab nytårskur, hvor Fonden takker sine samarbejdspartnere for deres støtte og interesse for undervisning i entreprenørskab.

 

I år havde Fonden for Entreprenørskab lagt sig ekstra i selen for at lave et godt program til de knap 300 gæster, der var mødt op. Det er nemlig 25 år siden at entreprenørskabsprogrammet Company Programme kom til Danmark, og som i dag engagerer ca. 4000 elever årligt på landets ungdomsuddannelser.

Iværksætteri på programmet

Fonden for Entreprenørskabs repræsentantskabsformand André Rogaczewski fra Netcompany og Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, bød velkommen til Fondens nytårskur i Børssalen hos Dansk Erhverv.  

 

Derfra tog Pernille Berg, chef for Forskning, Analyse og Videregående Uddannelser i Fonden for Entreprenørskab, styringen og guidede gæsterne igennem et program fyldt med iværksætteri. Der blev blandt andet gjort status på entreprenørskabsundervisning, og sat fokus på Fondens indsatser fra ABC til phD. Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers fortalte om de politiske visioner for dansk iværksætteri og uddannelsesinstitutionerne Niels Brock og VIA University College fortalte om deres arbejde med innovations- og entreprenørskabsundervisning i dagligdagen.

Kongelig deltagelse og prisoverrækkelse

Til nytårskuren deltog også H.K.H. Kronprinsen, som overrakte to Youth Startup Investment Potential-priser til to unge og investeringsklare startups. Priserne, med en tilhørende præmie på 100.000 kr., gik til PorcoVision og VIOBAC.

 

PorcoVision har lavet et overvågningssystem, der via kameraer registrerer, hvornår søers faring starter. Og da der ofte er problemer under faringen, og millionvis af pattegrise dør, er overvågningen smart, da staldarbejderen får overblik over igangværende faringer, og bliver alarmeret ved problemer.

 

VIOBAC har fundet på en løsning til at forhindre urinvejsinfektioner forbundet med brug af kateter. Det betyder blandt andet mindre ubehag, færre indlæggelsesdage samt unødvendige dødsfald.

 

Efter prisoverrækkelsen mødte H.K.H. Kronprinsen de to startups til en uddybende snak om deres idéer.

Kig i krystalkuglen og trylleri

Dagens sidste indslag var en samtale mellem Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab, og André Rogaczewski, repræsentantskabsformand i Fonden og administrerende direktør i Netcompany. Her så de tilbage på de sidste 25 år med dansk iværksætteri, og kom med deres bud på, hvordan de næste 25 år ser ud.

 

Tryllekunstner og tricktyv, Sunny Cagara, rundende nytårskuren af med et magisk og overraskende show.

 

Se billeder fra nytårskuren her.