30 maj 2016  /  NyhedsRedaktør

SafetyChair fra Aalborg vandt DM i Entreprenørskab for studerende

Fire studerende fra UCN i Aalborg vandt den 30. maj DM i Entreprenørskab for studerende med deres idé SafetyChair. Nordjyderne trak også andre priser med hjem, men også studerende fra Erhvervsakademi Aarhus imponerede.

SafetyChair er en stol til trapper for gangbesværede. Stolen skal bruges som et supplement, hvis andre tilgængelige flugtveje for gangbesværede i en bygning ikke er mulige, og stolen kan nemt monteres på et trappegelænder og kan betjenes uden instrukser. SafetyChair-stolen bruger ikke strøm og kan klappes sammen, så den kan bruges, hvor det er nødvendigt.

 

Den idé var så innovativ, velresearchet og imponerende pitchet, at de fire passionerede studerende både løb med 1. pladsen i kategorien Samfund & Mennesker og sejren i det samlede Danmarksmesterskab.

 

Det er fuldstændig fantastisk! Vi havde også en god fornemmelse i dag, men det kom alligevel bag på os. Nu kan vi uden tvivl starte den virksomhed, vi drømmer om. At vi så også skal til EM – det er vildt!, lød det fra vinderne, da de kom ned fra scenen.

 

SafetyChair har samlet vundet 50.000 kroner, som nu skal bruges på at videreudvikle deres idé til en egentlig virksomhed. De fire studerende skal også repræsentere Danmark, når der er EM i Entreprenørskab i Bukarest til juli.

 

Krykke af pap fik andenplads

Andenpladsen gik til Danish Cardboard Tech fra Erhvervsakademi Aarhus, som har udviklet en krykke af pap. Patienter, der får udleveret krykker, returnerer dem ikke altid igen, og det er en stor omkostning for hospitalerne. Danish Cardboard Techs bæredygtige krykke af genbrugspap skaber derfor både værdi for sygehuset og patienten og adresserer også et miljøspørgsmål.

 

Danish Cardboard Tech vandt også Tønder Energi- og Miljøfonds særpris på 20.000 kroner, og samtidig vandt de kategorien Sundhed & Velfærd og 25.000 kr.

 

Det føles fantastisk og vi er enormt glade og stolte. Der ligger også masser af hårdt arbejde bagved. Pengene skal bruges til udvikling og vi glæder os meget til den kommende tid, lød det fra gruppen, da de vandt.

 

Årets entreprenante uddannelsesinstitution gik også til UCN, og innovationskonsulent Anni Stavnskær Pedersen modtog prisen på vegne af UCN:

 

Det betyder virkelig meget for UCN, at vi får den her pris. Især for vores videre arbejde, og så man på de enkelte uddannelser tænker ”det er noget vi skal deltage i!”. Dt har været en opstart for os fra 0 til nu 2 deltagere til DM i år, og den vækst håber jeg, vi kan fortsætte med den pris, vi nu har fået.

 

Tilspidset konkurrence

De vindende hold kom ikke let til sejrene, for rekordmange studerende har i år kvalificeret sig til DM i Entreprenørskab. 21 hold stillede op, og de dystede i fire forskellige kategorier.  

 

- Til DM i Entreprenørskab ser man virkelig, hvor store perspektiver der er for dansk vækst og iværksætteri. Vækstlaget af unge iværksættere er imponerende og konkurrencer som DM i Entreprenørskab er med til at hjælpe de unge fra studieprojekt til opstart af egentlig virksomhed. Jeg tror på, at mange af de her unge iværksættere, kommer til at stå bag spændende virksomheder i løbet af de næste par år, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som i samarbejde med Dansk Erhverv står bag DM i Entreprenørskab.

 

Alle finalisterne er studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser, som har deltaget i entreprenørskabsforløbet Start Up Programme.

 

Vindere på dagen

Danmarksmester: SafetyChair, UCN

 

Andenplads: Danish Cardboard Tech, EAAA

 

Kategorivindere:

 

Særpriser fra Tønder Energi- og Miljøfond:

 

  1. plads: Danish Cardboard Tech, EAAA
  2. plads: Vibr8 Technology (10.000 kr.), SIMAC

 

Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution: UCN