17 mar 2021  /  NyhedsRedaktør

Ringsted-elever vinder iværksætterkonkurrence med app til tøjbyt

Med den faglighed og erfaring, som faglærte får med fra skole og lærepladser, er virksomhedsopstart er en karrierevej, der ligger lige til højrebenet. Det beviste fire elever fra ZBC onsdag, da de vandt finalen i iværksætterprogrammet Kickstart Programme.

Der var store smil og stor overraskelse, da fire elever fra ZBC i Ringsted onsdag den 17. marts vandt forårsfinalen i Kickstart Programme. Det gjorde de med ideen SWAPFashion, som er en app, hvor man kan bytte tøj med hinanden – et swap. Ideen bag er at formindske overproduktion af tøj, og i stedet have fokus på genbrug og bæredygtighed. Målgruppen er unge, der i forvejen tit handler second hand tøj.

 

- Vi havde ikke regnet med at nå så langt. Det startede bare med at være et iværksætterkursus på vores uddannelse, som vi ærlig talt ikke glædede os så meget til. Men det blev faktisk sjovt! Så meldte vi os til konkurrencen her som de eneste, og så vinder vi. Vi er meget overraskede, og det har været fedt at prøve at arbejde med en ide på den her måde. Det har vi ikke prøvet før, lød det fra gruppen, da de vandt.  

 

Bæredygtighed i fokus er der stort potentiale i

Teamet bag SWAP Fashion er Alexandra Banjas, Chloe Alexandra Zwicker, Victoria Svendsen og Mariam Jasin, som alle læser til detailhandelsassistent med speciale i convenience på ZBC Ringsted. Selvom de kun har arbejdet på ideen i få uger, så imponerede de dommerne med deres ide og præsentation:

 

- Det er et fokuseret team, der har arbejdet målrettet med deres idé. De gav en grundig og flot præsentation, så vi ikke var i tvivl om, hvad de ville og at de brænder for idéen. De har set et marked med udgangspunkt i bæredygtighed – et marked, der kun bliver større og større, sagde dommerne om vinderne.

 

I Kickstart Programme lærer eleverne, hvordan man omsætter egne ideer til reelle virksomheder. Der er fokus på at udvikle færdigheder til at se muligheder og handle, at kunne bruge sine kompetencer meningsfyldt og på at kunne skabe relationer til omverdenen. Kickstart Programme er støttet af Nordea-fonden.

 

SwapFashions ide til en app og logo: