29 maj 2019  /  NyhedsRedaktør

Opfindelse der gør at skibe kan oprense mikroplast vandt Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab 2019

To studerende fra Svendborg løb med sejren ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for studerende for deres idé, der gør, at skibe kan oprense mikroplast fra verdenshavene. Der var også priser til studerende fra Aarhus og København.

Sarah Persson Hammershøy og Søren Bragt har knoklet med ideen om MicroChange længe. Og selv om det har kostet lange arbejdsdage og søvnløse nætter, så var det store smil og mild forbløffelse, der prægede de unges ansigter, da de onsdag den 29. maj blev udråbt til vindere af Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab.

 

- Vi startede med at kigge på problematikken omkring mikroplast. Der bliver gjort en hel masse for at opsamle overfladeplast, men der er næsten ikke nogen, der kigger på mikroplast, da det er svært at opsamle, fordi man påvirker biomiljøet, hvis man opsamler det direkte i havene. Men så kom vi på ideen om, at ombord på skibe er havvandet isoleret i ballasttanke, og så kan man filtrere det der, sagde Sarah Persson Hammershøy, da MicroChange vandt.  

 

MicroChange er teknisk "add'on" til skibe, der kan filtrere og opsamle mikroplast og blå biomasse. Løsningen imødekommer også en række kommende globale lovkrav indenfor den maritime verden, og bidrager til oprydning af verdenshavene samt produktion af vedvarende energi.

 

Den idé var så gennemarbejdet, velresearchet, innovativ og godt pitchet overfor dommerne, at MicroChange på trods af hård konkurrence kunne løfte trofæet og kalde sig Danmarksmestre i Entreprenørskab. Først vandt de deres kategori Greentech og 25.000 kr. sponsoreret af Tønder Energi- og Miljøfond. Oveni det vandt de yderligere 25.000 kr. sponsoreret af Entercard, da de blev den samlede vinder. Derudover skal de to studerende nu også repræsentere Danmark til JA Europe Enterprise Challenge 2019, som er Europamesterskabet i entreprenørskab, i slutningen af juni.

 

Vindere fra hele landet

I alt 21 hold af studerende havde kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet, og de har i månedsvis trænet deres pitch-kompetencer og arbejdet med at udvikle og optimere deres ideer som en del af uddannelses- og entreprenørskabsforløbet Start Up Programme. Alle finalisterne havde kvalificeret sig til via regionale finaler, og til DM skulle deres idé stå prøven overfor et panel af erfarne erhvervsfolk og iværksættere.

 

De studerende dystede i fire kategorier: Greentech, Serviceinnovation, Lifetech og Social entrepreneurship, og derudover blev der uddelt nogle særpriser. Se alle vinderne herunder:

 

  • Greentech: MicroChange, SIMAC Svendborg
  • Social entrepreneurship: BornGreen, Erhvervsakademi Aarhus
  • Lifetech: ProParent, Erhvervsakademi Aarhus
  • Serviceinnovation: Travelit, CPH Business og DTU
  • Særpris Tønder Energi- og Miljøfond: SmartPant, University College Nordjylland
  • Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution: VIA University College
  • Årets underviser i Start Up Programme: Anni Stavnskær Pedersen, University College Nordjylland
  • Samlet vinder af DM i Entreprenørskab: MicroChange, SIMAC

 

Fonden for Entreprenørskab står bag Start Up Programme og arrangerer DM i Entreprenørskab sammen med Dansk Erhverv. Danmarksmesterskabet støttes også af Bloomberg, Entercard, Tønder Energi- og Miljøfond, Trygfonden og Bristol Myers-Squibb, som hver står bag en af priserne på dagen.