27 jun 2019  /  NyhedsRedaktør

Nye ministre bag partnerskab for Fonden for Entreprenørskab

Fonden for Entreprenørskab ønsker de fire nye ministre i Fondens partnerskab velkommen og ser frem til samarbejdet.

Mette Frederiksen præsenterede den 27. juni sin nye regering og dermed også 19 nye ministre. Med udnævnelsen af den nye regering får Fonden for Entreprenørskab også nye ministre i sit partnerskab.

 

Partnerskabet består af Erhvervsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet, Børne- og Undervisningsministeriet samt Kulturministeriet.

 

Fonden for Entreprenørskab vil derfor gerne byde velkommen til Erhvervsminister Simon Kollerup, Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen, Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og Kulturminister Joy Mogensen.

 

- I Fonden for Entreprenørskab glæder vi os til samarbejdet med den nye regering om at fremme entreprenante og kreative kompetencer hos elever og studerende. Vi tror på, at de unge innovatører er vigtige i udviklingen af nye virksomheder, der kan løse nogle af de store udfordringer, vi står overfor, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Fonden for Entreprenørskab ser også frem til et godt og vigtigt samarbejde om et uddannelsessystem, der sikrer alle børn og unge kompetencer til at tænke nyt, se muligheder og omsætte ideer til værdi som både talentfulde iværksættere og værdifulde medarbejdere til gavn for vækst og beskæftigelse i Danmark.