08 feb 2016  /  NyhedsRedaktør

Nye efteruddannelser i entreprenørskab skudt i gang

Lærere og undervisere fra hele landet var i begyndelsen af februar samlet for første gang på to helt nye efteruddannelser i entreprenørskab. Over de næste fire år skal 1500 lærere og undervisere efteruddannes i entreprenørskab, og det betyder, at langt flere elever og studerende fremover vil blive undervist i at udvikle ideer, skabe projekter og virkeliggøre dem.

I dag møder knap hver femte elev eller studerende entreprenørskab i undervisningen, men det tal skal gerne stige i fremtiden. Derfor har Fonden for Entreprenørskab sammen med en række samarbejdspartenere sat gang i to helt nye efteruddannelser i entreprenørskab, hvor målet er at styrke entreprenørskabs- og innovationsundervisning på alle niveauer af uddannelsessystemet.

 

Efteruddannelserne er delt op i to:

 

Fagligt Entreprenørskab er målrettet lærere på erhvervsuddannelserne (EUD), og ud over en certificeret entreprenørskabs-efteruddannelse skal projektet skal også bidrage til at inkludere og fastholde fagligt og socialt udsatte unge i deres erhvervsuddannelse.

 

E3U har et bredt og tværgående fokus, og den certificerede entreprenørskabs-efteruddannelse er målrettet lærere og undervisere på alle landets grundskoler, gymnasiale ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

 

Engagerede lærere og undervisere er klar

Jeg har søgt ind på PD-modulet ’fagligt entreprenørskab’, da det vil give mig flere kompetencer for både at udvikle mig fagligt og samtidigt udvikle/designe egne undervisningsforløb, til gavn for eleverne og deres innovationskompetencer. Skolen arbejder med udvikling og innovation, hvor et af de centrale emner er, udvikling af eleverne/kursisternes innovative kompetencer. Jeg vil derfor kunne bidrage til denne nytænkning og kreativitet, hvor der er fokus på fornyelse og værdiskabende løsninger,” siger Annette Bager der er niveaukoordinator, TR og underviser på Social- og Sundhedsskolen Esbjerg. Hun er en af de første kursister på Fagligt Entreprenørskab.

 

På E3U-efteruddannelsen er parløb med en kollega og egne problemstillinger fra praksis i fokus. Samtidig er efteruddannelsen tværgående.

 

”Vi har deltagere med fra stort set alle fagligheder. Fra religion over samfundsfag, filosofi, tysk, fysik, biologi, matematik, til nogle der særskilt underviser i innovation og entreprenørskab. Så jeg glæder mig rigtig meget til at opleve, hvordan kursisterne arbejder sammen med at indarbejde entreprenørskab i deres faglighed, på tværs af de 3 uddannelsesniveauer,” siger Jesper Risom, projektleder for E3U i Fonden for Entreprenørskab.

 

Allerede nu kan man tilmelde sig til næste hold på efteruddannelserne. Læs mere og tilmeld dig her:

 

Fagligt Entreprenørskab

 

E3U

 

Fagligt Entreprenørskab-efteruddannelsen udbydes i et samarbejde melemme Fonden for Entreprenørskab, Professionshøjskolen Metropol og VIA University College og er støttet af Velux Fonden.

 

E3U-efteruddannelsen udbydes i et samarbejde mellem Fonden for Entreprenørskab, Aarhus Universitet, VIA University College samt CIEC og tortzen-bager; to mindre firmaer, der har specialiseret sig i undervisning i entreprenørskab og innovation. Projektet er støttet af OticonFonden.

 

Fotograf: Benjamin Pormeleau