25 apr 2019  /  NyhedsRedaktør

Ny næstformand i Fondens repræsentantskab

Mette Lykke er tiltrådt som ny næstformand i Fonden for Entreprenørskabs repræsentantskab. Mette Lykke har flere iværksættersucceser i bagagen – blandt andre To Good To Go og Endomondo.

Den danske stjerneiværksætter Mette Lykke blev den 24. april udnævnt til næstformand for repræsentantskabet i Fonden for Entreprenørskab.

 

Mette Lykke står bag virksomhederne To Good To Go og Endomondo. Tilbage i 2015/2016 hvor To Good To Go var i opstartsfasen, modtog de to legater fra Fonden for Entreprenørskabs Mikrolegat-ordning.

Nyt ansigt

Med næstformandsposten bliver Mette Lykke en del af Fonden for Entreprenørskabs ambassadørkorps, som arbejder for at udbrede undervisning i entreprenørskab på alle uddannelsesniveauer, og hjælper derved næste generation af iværksættere og innovative medarbejdere godt på vej.

 

 - Det er afgørende for væksten i Danmark, at vi har en stærk iværksætterkultur, hvor vi ikke er bange for at tage chancer og prøve nye ting af. Vi skal have fat i de unge mennesker tidligt, så de ikke – som jeg – går 19 år i skole uden at opdage, at man kan vælge iværksætteri som en levevej, lyder det fra Mette Lykke, direktør i To Good To Go.

 

Mette Lykke bliver en del af et i forvejen stærkt besat repræsentantskab bestående af blandt andre Claus Meyer, Anders Bondo Christensen, Kent Damsgaard, Mette Feifer, Ulrik Nødgaard, Kim Simonsen, Claus Jensen og formand André Rogaczewski.

 

Netop den store opbakning fra uddannelsesorganisationer, succesfulde iværksættere, fagbevægelsen og erhvervslivet er helt afgørende for Fonden for Entreprenørskabs vigtige arbejde med at klæde børn og unge på til en fremtid som succesfuld iværksætter eller værdifuld medarbejder fortæller direktør, Christian Vintergaard:

 

- Vi er meget glade for den markante opbakning, vi mærker fra de mange forskellige aktører som vi samarbejder med, og som vores arbejde berører. De mange stærke ambassadører er med til at sætte iværksætterdagsorden og ikke mindst være inspirerende rollemodeller for de mange børn og unge, der går med en iværksætter i maven, eller skal ud og udvikle eksisterende virksomheder.