12 sep 2019  /  NyhedsRedaktør

Ny kortlægning viser stor forskel i entreprenørskabsundervisning mellem kommunerne

Danmarks grundskoleelever får undervisning i entreprenørskab, men kommunerne med en strategi på området placerer sig bedst i kortlægningen.

Når klokken ringer ind til time på grundskolerne i Danmark, så er der også entreprenørskab på skemaet. Det viser den nye kortlægning af entreprenørskabsundervisning i grundskolen lavet af Fonden for Entreprenørskab.

 

Kortlægningen viser også, at der er stor forskel på, hvor mange elever der møder undervisning i entreprenørskab i de enkelte kommuner. En af årsagerne er bl.a., at der er forskel i den strategiske og politiske prioritering i kommunerne.

 

Strategien er vigtig

Hele Danmark har igennem de seneste år fået øjnene op for værdien af det innovative arbejde, som fylder mere og mere hos både de yngste og ældste grundskoleelever.

 

Fra 2011 til 2019 er procentdelen af skoleelever, der har modtaget undervisning i entreprenørskab i løbet af skoleåret, steget fra 3 til 16 procent – eller fra 20.500 til 108.100 elever. Og meget tyder på, at netop strategiarbejdet har meget at sige om den flotte udvikling.

 

- Det er tydeligt, at når en kommune har en strategi for innovation og entreprenørskab, og når der er lokalpolitisk opmærksomhed omkring det, så har det stor betydning for udbredelsen på skolerne. Det kan vi se ved, at langt flere elever møder innovation og entreprenørskab i undervisningen både på kort og på længere sigt, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Entreprenørskabsundervisning giver tro på egne evner

Og ifølge Fonden for Entreprenørskab er der stor værdi at hente for de skoler og kommuner, der klarer sig godt på entreprenørskabsområdet. Fondens forskning viser nemlig, at entreprenørskabsundervisning gør eleverne gladere for at gå i skole og giver dem større tro på egne evner, ligesom det også giver dem flere ambitioner og har en positiv indvirkning på både karakterer, og hvor mange penge de kommer til at tjene senere i livet.

 

 

Se din kommune på kortet

Fonden for Entreprenørskab har lavet et interaktivt danmarkskort, hvor du kan se, hvordan alle Danmarks 98 kommuner klarer sig, når det kommer til entreprenørskabsundervisning. Klik her og find ud, hvor god din kommune er.

 

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen viser antallet af elever, der er blevet præsenteret for entreprenørskabsundervisning ud fra, hvad Fonden for Entreprenørskab kan registrere. Der er således tale om et minimumsantal, og der kan være flere elever, der er blevet undervist i entreprenørskab.

 

Grundskole dækker som begreb over folkeskoler, friskoler, privatskoler og efterskoler.