16 dec 2014  /  NyhedsRedaktør

Ny forskning: Iværksætteri er blevet et ungdomsfænomen

Flere unge har i dag lyst til at kaste sig ud i iværksætteri. De unge ser flere muligheder end den ældre generation, men til gengæld føler de unge sig mindre selvsikre. Det viser ny forskning fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise og Syddansk Universitet.

Siden 2010 er intentionen om at starte virksomhed steget blandt den unge generation (de 15-34-årige), mens den er faldet blandt den ældre generation (de 35-64-årige). Samtidig er forskellen mellem generationerne øget, og foretagsomhed er for alvor ved at blive en del af ungdomskulturen.

 

De nye resultater kommer fra en særundersøgelse under Global Entrepreneurship Monitor, hvor entreprenørskabsundervisningens betydning for foretagsomhed og opstart af virksomhed i Danmark undersøges nærmere. Undersøgelsen er lavet af Syddansk Universitet med støtte fra Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise.

 

Entreprenørskab i undervisningen gør en markant positiv forskel

Undersøgelsen viser også, at langt flere i den unge generation har fået entreprenørskabsundervisning end i den ældre generation. Faktisk har de unge i dag cirka dobbelt så hyppigt som de ældre modtaget undervisning i entreprenørskab, og netop entreprenørskabsundervisningen har en positiv effekt på de yngre generationer. Ifølge undersøgelsen så fordobler entreprenørskabsundervisning de unges intentioner om at blive iværksætter.

 

Til gengæld er de ældre generationer bedre til at håndtere usikkerhed end de yngre generationer. Den unge generation ser stadig risiko for fiasko som en trussel, og det står i kontrast til deres lysere syn på muligheder. Derfor er det vigtigt, at de unge bliver klædt bedre på til at turde handle på deres intentioner.

 

Højere indkomst og flere ledere

Entreprenørskabsundervisningen er ikke kun vigtigt i forhold til at skabe flere iværksættere. Forskningen viser også, at folk, der har modtaget entreprenørskabsundervisning, oftere arbejder som innovative medarbejdere og som ledere.

 

Derudover har entreprenørskabsundervisning også en beviselig positiv effekt på folks indkomst. Personer, der har fået entreprenørskabsundervisning, tjener i gennemsnit lidt mere end personer, der ikke har fået entreprenørskabsundervisning, også når deres uddannelse, køn, alder og beskæftigelse i den private sektor eller i den offentlige sektor tages i betragtning.

 

Undersøgelsen viser også, at entreprenørskabsundervisning hænger positivt sammen med folks kompetence til at lede en privat virksomhed og med ansattes chance for at få ansættelse som leder.

 

Entreprenørskabsundervisning klæder altså de unge på med kompetencer som arbejdsmarkedet efterspørger.

 

Se hele rapporten via linket øverst i højre side