13 nov 2014  /  NyhedsRedaktør

Mød Danmarks innovative fremtid

Danish Entrepreneurship Award er innovation og iværksætteri i studiehøjde. Vær med den 20. november, når tusindvis af elever og studerende dyster på gode idéer og møder Danmarks skarpeste erhvervsfolk.

Danish Entrepreneurship Award er Danmarks største læringsrum for innovative og kreative unge. Omkring 5000 unge og undervisere fra ABC til ph.d. samles torsdag den 20. november 2014 i Fredericia til en dag helliget entreprenørskab.

 

Her skal de mange elever og studerende deltage i forskellige konkurrencer, hvor de dyster om at have den bedste idé eller produkt. Fælles for de unge er, at de på forhånd har haft entreprenørskabsundervisning, og nu får de muligheden for at afprøve deres gode idéer og evne til at præsentere idéen over for dommere fra erhvervslivet

 

Meget mere end en konkurrence 

Selvom dagen byder på mange forskellige konkurrencer, handler det ikke kun om at vinde for bedste idé, projekt eller produkt. Der er også masser af læring at hente fra inspirerende foredrag og spændende workshops.

 

250 erhvervsfolk fra hele Danmark har også hevet en dag ud af kalenderen for at stille viden og erfaringer til rådighed i et storstilet mentorarbejde, hvor de unge kan få ny viden og hjælp til at komme videre med deres idé. Og så er Danmarks fedeste lærerværelse indrettet med masser af inspiration til de mange lærere og undervisere.

 

Danish Entrepreneurship Award 2014 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Danmarks Vækst- og Iværksætteruge.

 

Læs mere og tilmeld dig på www.award2014.dk