06 feb 2015  /  NyhedsRedaktør

Investorer gav erfaring videre til unge iværksættere

21 startups fik sparring og gode råd fra en bred skare af investorer til Investor Day 2015. Alle de unge startups har modtaget et mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise, og Investor Day skulle klæde de talentfulde unge iværksættere på til at kunne gå ud og rejse kapital til deres virksomhed.

Onsdag den 4. februar fik 51 unge iværksættere fordelt på 21 startups mulighed for at præsentere og teste deres business case overfor erfarne investorer. Syv virksomheder blev udvalgt og gik videre til at pitche deres forretningsidé live for 25 investorer i indbydende omgivelser hos Finansrådet.

 

Niveauet blandt deltagerne var højt, og de ivrige iværksættere var yderst velforberedte. Det gav også pote hos investorerne, som engagerede sig til fulde og tog på ”virksomhedsbesøg” blandt de 21 startups.

 

”Investor Day var et godt og veltilrettelagt arrangement, hvor vi både blev klædt på ift. at manøvrere rundt i investor-junglen og fik lov at møde potentielle investorer. Samtidig var der god mulighed for at sparre med ligesindede iværksættere, der uanset industri, idé og stadie har mange af de samme udfordringer og tanker i dagligdagen, som vi selv,” siger Jonas Brandt fra virksomheden öSkyr, der deltog på dagen.

 

Forhandling med en business angel og dagen topinvestering


En virksomhed blev udvalgt til en live investorforhandling med business angel Per Møller. Forhandlingen blev faciliteret af Jan Rosenbom fra Keystones, som var med til at arrangere Investor Day. Virksomheden Bikematch fik kamp til stregen af Per Møller, men til sidst blev parterne enige om en aftale.

 

"Vi blev udvalgt til at forhandle live med investor Per Møller på scenen, hvilket gav anledning til spørgsmål og udfordringer, der stillede store krav til vores viden og forhandlingsevner. Investor Day har derfor været et utroligt udbytterigt arrangement for Bikematch og gjort, at vi nu står bedre forberedte ifht. at søge investeringer og udvikle vores forretningskoncept fremover," siger Brian Jakobsen fra Bikematch.

 

Efter forhandlingen med Per Møller skulle de 25 investorer fordele en fiktiv million kroner til de unge startups for at finde dagens topinvestering. Det blev virksomheden Voltset, som løb med æren. Investeringsspillet var tiltænkt som træning for de unge iværksættere, så de lærer, hvordan et forhandlingsforløb med en investor reelt er.

 

Tilfredse investorer


De unge ambitiøse startups brugte også dagen på at netværke med hinanden og udveksle erfaringer. Men de 25 investorer fik også en del ud af mødet med de unge iværksættere.

 

”Investor Day er et spændende nyt initiativ, der giver unge iværksættere mulighed for at møde investorer og investorer en lejlighed til at se tidlige projekter og lære nye iværksættere at kende. På en lærerig og inspirerende måde introduceres nogle af de nøgleelementer i en seed-investering som investorer og iværksættere skal være opmærksomme på, og alle får lejlighed til at forholde sig til, hvordan man kan forhandle en investeringsaftale. Selvom det er orkestreret som en øvelse og ikke drejer sig om rigtige penge, så giver det et godt indblik i nogle af de vigtige elementer i et term sheet for en investering,” siger Stephan Christgau fra Novo, som var med som investor på dagen.

 

Dagens topinvestering, Voltset, var også imponeret over investorernes engagement.

 

"Jeg fik et mere nuanceret indtryk af, hvad en investor også kan være. Der var flere investorer tilstede som ønskede at deltage aktivt i en virksomheds daglige udfordringer og have en permanent rolle i at få virksomheden til at vækste. Jeg hørte endda spørgsmål fra investorer om, hvad det ville tage at blive en "ligeværdig partner" til de dem, der grundlagde virksomheden. Der blev jeg positivt overrasket," siger Michael Bruun-Larsen fra opstartsvirksomheden Voltset.

 

Baggrunden for Investor Day

Tanken bag Investor Day er at opkvalificere de unge iværksætteres forhandlingskompetencer, blandt andet ved at skabe overblik over det finansielle miljø som kan optimere sandsynligheden for at de fremadrettet selv kan tiltrække investorer og kapital.

 

Ved at sætte iværksætterne i forbindelse med investeringsbranchen, får de tidligt i forløbet feedback fra investorer, og det kan på sigt være værdifuldt for den enkelte iværksætters forsatte karriere. Alle deltagerne har modtaget et mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise, som også stod bag arrangementet sammen med Finansrådet og Keystones.

 

Se billeder fra dagen og find de mange startups via facebooksiden Mikrolegater for studerende med gode ideer.