Idérige elever fra hele landet dyster til DM i Entreprenørskab

Der bliver kamp om pladserne, når 186 elever fra hele landet mødes til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. For ud over en innovativ idé skal deltagerne også have styr på deres forretningsplan og levere et pitch helt i top for at imponere dommerne og vinde Danmarksmesterskabet. Vinderne kåres til en festmiddag, hvor H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie deltager.

Den 27. april kommer Industriens Hus i København til at summe af innovative unge, der mødes til Company Programme – Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. De 186 elever er fordelt på 47 teams, og de har alle kvalificeret sig til DM via en regional finale, så det er de mest gennemarbejdede idéer og produkter, som dyster til DM. Blandt idéerne er bl.a. en selvflyvende redningsdrone, en app til ordblinde der læser undertekster højt samt en ny måde at lave infusionssæt til danske sygehuse.

 

Vi forventer, at se nogle rigtig spændende og gennemarbejdede idéer. De unge er virkelig kreative og finder ofte på løsninger, som vi andre slet ikke har tænkt på. Jeg plejer altid at blive imponeret over niveauet til Danmarksmesterskabet,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, der i samarbejde med Dansk Industri står bag DM i Entreprenørskab, som også støttes af Nordea. 

 

Eleverne konkurrerer i fire kategorier: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills, og elevernes idéer spænder derfor lige fra social innovation til tekniske produkter. Alle teams vil blive bedømt af kompetente erhvervs- og organisationsfolk i fire forskellige discipliner. 

 

”Det er vigtigt for Danmark, at flere unge stifter bekendtskab med entreprenørskab i løbet af deres uddannelse. Gennem etablering af nye virksomheder – men også i kraft af innovation og udvikling i etablerede – er det vigtigt, at unge er i stand til at se åbningerne i markedet og skabe vækst og arbejdspladser,” siger Kent Damsgaard, vicedirektør, DI.

 

Festmiddag med besøg fra Kongehuset

I år kan de unge idémagere se frem til en ekstra fornøjelse, når vinderne kåres til festmiddagen om aftenen. H.K.H. Prins Joachim og H.K.H. Prinsesse Marie deltager begge til festmiddagen, og H.K.H. Prins Joachim vil være med til at afsløre vinderne af Danmarksmesterskabet og overrække præmierne.

 

Hovedpræmien til DM-vinderne er en check på 10.000 kr. samt deltagelse ved det prestigefyldte europamesterskab - Company of the Year Competition, som holdes i Schweiz til juli.

 

Om Company Programme – DM i Entreprenørskab

Company Programme er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. I løbet af skoleåret skal de bl.a. udarbejde forretningsplaner, indgå aftaler med samarbejdspartnere fra det nære erhvervsliv og den finansielle sektor, lave markedsføring og aflægge regnskab. De bedste og mest innovative elevvirksomheder kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet.

 

Læs mere om Company Programme og find programmet for dagen her.