03 feb 2014  /  NyhedsRedaktør

Fra DM i Entreprenørskab til flyvefærdig virksomhed

Det seneste halvandet år har været noget af en rejse for iværksætterne Anders Stolzenbach og Rasmus Theilsø Madsen. På den tid er de gået fra en idé i Company Programme-konkurrencen til flyvefærdig virksomhed, som allerede har afsat de første varer.

Da 19-årige Anders Stolzenbach deltog i undervisningsforløbet Company Programme i 2012, fik han en god idé. Faktisk så god en idé, at den gik videre til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for ungdomsuddannelser og fik en andenplads. For resten af Anders Stolzenbachs gruppe var det et skoleprojekt, der nu var færdigt, men ikke for Anders Stolzenbach. Han teamede i stedet op med 26-årige Rasmus Theilsø Madsen, der selv tidligere havde deltaget i Company Programme, og det viste sig at være en rigtig god idé.

 

Det har krævet hårdt arbejde, mange timer og en lang række møder med investorer, banker og leverandører, men mandag den 3. februar bliver Anders Stolzenbach og Rasmus Theilsø Madsens idé endegyldigt til en forretning. For her kommer produktet Free Grip, som de har udviklet, på hylderne i landets Silvan-butikker.

 

Free Grip er et par specialdesignede plastikplader, der kan hjælpe bilen fri, hvis den sidder fast i sne, mudder eller sand. De to små plastikplader placerer man under hjulene, hvis bilen sidder fast. Pladerne giver så dækkene et fast underlag, som sikrer, at bilen nemt og hurtigt kommer fri igen.


Kommer ikke sovende til det

- Det er været en utrolig spændende og lærerig rejse det sidste halvandet år, men det har kun været opvarmningen. Det er nu, hvor vi rigtig går i gang, og vi er kun lige startet, siger Anders Stolzenbach.

 

Rejsen fra idé til virksomhed er gået stærkt for de unge iværksættere. På den tid har de blandt andet haft investorsamtaler, fået lavet prototyper, fået lukket danske og udenlandske leverandørsamtaler og været til salgsmøder hos store danske virksomheder.

 

- Vi har arbejdet omkring 1200 timer på dette projekt det første år. Det svarer til et fuldt HF-skema på første år, som vi har gjort frivilligt, fordi vi elsker det vi laver, siger Anders Stolzenbach.

 

Spring ud i det

Rasmus Theilsø Madsen og Anders Stolzenbach håber også, at deres historie kan inspirere andre unge iværksættere til at tage springe og føre deres idé ud i livet i stedet for kun at have den som et projekt under et uddannelsesforløb.

 

- Da vi startede med at arbejde med Free Grip, var det sværeste at finde på en god ide. Men nu efter arbejdet med Free Grip, er det sværeste at finde ud af, hvad det næste skal være - fordi listen bare er så lang. Vores bedste råd er "kom i gang!" Så skal du nok blive iværksætter, siger Anders Stolzenbach.

 

Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise står bag Danmarksmesterskab i Entreprenørskab og Company Programme. Danmarksmesterskabet for ungdomsuddannelser afholdes næste gang den 24. april hos Dansk Industri i København.