28 sep 2015  /  NyhedsRedaktør

Fondsmidler til grøn omstilling

Fonden for Entreprenørskab udbyder nu fondsmidler til udvikling af projekter, hvor der er fokus på at forankre grøn omstilling gennem entreprenørskabsundervisning.

Fonden for Entreprenørskab udbyder fondsmidler i en ekstraordinær ansøgningsrunde til landets videregående uddannelser.

 

Man kan som uddannelsesinstitution søge midler til udvikling og videreudvikling af ECTS-givende fag, kurser og uddannelser med fokus på at forankre grøn omstilling gennem entreprenørskabsundervisning. Det kan fx være projekter med fokus på bæredygtighed, nye grønne forretningsmodeller, cirkulær økonomi eller ressourceoptimering.

 

Formålet er at fremme de studerendes viden om og motivation i forhold til grøn omstilling, og omsætte dette til konkrete iværksætterprojekter.

 

Forløb med virksomhedspraktik

Som noget nyt kan der også søges om fondsmidler til forløb, der inkluderer virksomhedspraktik. Til forløb med virksomhedspraktik kan der søges om op til 150.000 kroner. Der kan også søges om fondsmidler til forløb uden virksomhedspraktik – her kan der søges om op til 100.000 kroner.

 

Fondsmidlerne udbydes af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Grøn Omstillingsfond.

 

Find mere information om retningslinjer, fokuspunkter og find ansøgningsskemaerne her.

 

Der er ansøgningsfrist den 26. oktober 2015 kl. 23.59.