24 sep 2014  /  NyhedsRedaktør

Entreprenørskab trives i folkeskolen

Flere elever end nogensinde møder entreprenørskab i grundskolen, og langt flere skoler har taget entreprenørskabsundervisningen til sig. Men der er store regionale forskelle. Det viser en ny analyse fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

Hele 37,2 procent af landets grundskoler havde entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2013/2014. Året før var det kun 31,5 procent af skolerne. Stigningen betyder også, at flere elever end nogensinde før møder entreprenørskab i skolen.

 

”Flere end 100 nye skoler har taget entreprenørskab til sig i løbet af det seneste år, og det betyder, at endnu flere elever i dag får undervisning, der lærer dem at udvikle ideer, skabe projekter og virkeliggøre dem. Det er vigtige kompetencer at have med sig både i med hensyn til deres studie- og senere arbejdsliv,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

 

Tidligere undersøgelser af effekterne af entreprenørskabsundervisning viser, at undervisningen har en positiv effekt på elevernes skolegang. Eleverne oplever stærkere tilknytning til klassekammeraterne og lærerne, engagerer sig mere i at lære og får højere ambitioner for fremtiden.

 

Store regionale forskelle

Entreprenørskab og innovation i undervisningen er mest udbredt i Region Midtjylland. Her havde knap 20 procent af alle elever entreprenørskabsundervisning i seneste skoleår. Til sammenligning var det i Region Nordjylland under ti procent af eleverne, der mødte entreprenørskab i skolen.

 

De store regionale forskelle skal ses som et udtrykt for, at der i visse kommuner har været et særligt fokus på entreprenørskab i de seneste år. Det afspejler sig tydeligt i analysen. Ud over Region Midtjylland står kommunerne i Trekantområdet stærkt.

 

Skolereform med innovation og entreprenørskab

Med folkeskolereformen er innovation og entreprenørskab fra august 2014 blevet et obligatorisk element i det nye fag Håndværk og design, og skal desuden være et tværgående emne i alle skolens fag.

”Entreprenørskabsundervisning er stadig på mange skoler et nyt begreb, og der er en klar udfordring i at få klædt alle lærere på til opgaven. Entreprenørskabsundervisningen har mange steder været båret at ildsjæle, men skal nu bredes mere ud, og det vil kræve efteruddannelse af lærere,” siger Christian Vintergaard.

 

Se hvor udbredt entreprenørskabsundervisning er i din kommune på linket i højre side.

 

 

Fakta:

Grundskolen dækker uddannelsesområdet fra 0. klasse til 10. klasse og omfatter folkeskolen, friskoler og private grundskoler samt efterskoler.

 

96.700 elever i grundskolen har i skoleåret 2013/2014 deltaget i entreprenørskabsundervisning. Det svarer til 13,9 pct. af de knap 700.000 elever i grundskolen.

 

748 skoler ud af landets 2008 grundskoler har entreprenørskabsundervisning.