08 apr 2014  /  NyhedsRedaktør

Entreprenørskab fra hele Europa

Fire elevhold fra Danmark dystede mod innovative unge fra hele Europa til Europe Trade Fair i Israel den 2.-4. april. Der kom ingen medaljer med hjem, men turen var en stor oplevelse for de unge.

Byen Haifa i Israel dannede 2.-4. april ramme om JA-YE Europe Trade Fair 2014, hvor fire danske elevhold var blandt deltagerne. De danske hold skulle dyste mod elevhold fra hele Europa om blandt andet ”Best Overall Company”, ”Most Innovative Product Award” og ”Environmental excellence Award”.

 

Fra Danmark deltog Paws’n’Dogs fra Skanderborg-Odder Center for Uddannelse, Smart Shoppers fra CPH West Ishøj, DryBoots fra TEC Frederiksberg og nun fra Svendborg Tekniske Gymnasium.

 

Vi har fået mange positive reaktioner på vores produkt, og det giver os en masse udfordringer at skulle præsentere det på engelsk og til folk, som kommer fra en anden kultur end vores. Det er fedt,” lød det fra eleverne fra Smart Shoppers, som har opfundet en indkøbsvogn med hæve-sænke bund, der skal gøre det lettere at handle for folk med rygproblemer.

 

Det er rigtig fedt at være at være med, og være i et meget anderledes land. Det er samtidig sjovt at se hvordan de andre stande er mere sælgere af et produkt, og ikke så meget en idé,” lød det fra Paws’n’Dogs, som har opfundet et koncept til en hundebørnehave.

 

Erfaring og inspiration

 

Ingen af de danske hold tog priser med hjem fra Israel, men oplevelsen og forløbet fra idéudvikling til at skulle konkurrere mod de bedste fra Europa, har lært de unge meget.

 

Det er og har til tider været meget hektisk. Det er hårdt arbejde og nu har vi oveni eksamener i andre fag. Men det her hjælper os i andre fag. Vi er blevet meget bedre til at tage det roligt, når vi skal levere noget viden videre. Vi bliver også bedre til sprog hernede. Så vi bruger meget af det, vi har lært på messerne derhjemme og her i andre fag også og især til eksamen,” lød det fra nun, der har opfundet en lille og omkostningseffektiv opvaskemaskine til studerende.

 

Ambitioner og hårdt arbejde

 

Det er ikke alle grupperne, der planlægger at føre deres virksomhed ud i livet. Men Dryboots, der har opfundet en støvletørrer, der ikke bruger elektricitet og er genanvendelig, vil arbejde videre med deres idé.

 

Vi er i gang med at tænke stort. Vi har en mere udviklet prototype derhjemme og er i gang med at sammensætte et advisoryboard. Vi har kontakt til investorer, som er klar til at støtte og gå ind i projektet. Så der skal arbejdes hårdt det næste stykke tid. Vi regner med, at vi skal tjene penge og lave det her produkt til en god forretning,” lød det fra gruppen.

 

Den østrigske elevvirksomhed Leve vandt konkurrencen for bedste virksomhed med deres idé om en ny læskedrik, hvor en del af pengene går til at støtte humanitære projekter.