02 jul 2020  /  NyhedsRedaktør

Elevers opfindelse skal hjælpe ADHD-børn i skolen – nu skal de dyste mod Europas bedste

I april blev tre elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium Danmarksmestre i entreprenørskab med deres opfindelse Bubbles, som er en teknologisk løsning, der fjerner støj fra omgivelserne, så børn og unge med ADHD lettere kan koncentrere sig i skolen. Nu skal de forsvare de rød-hvide farver ved det europæiske mesterskab den 22.-24. juli.

Christian Ørum, Nicklas Stokholm og Kevin Jensen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide Bubbles siden august 2019 - både i skoletiden og i fritiden. De tre dedikerede unge vandt i april DM i Entreprenørskab for Company Programme og har siden brugt tiden på at forberede sig til det europæiske mesterskab JA Company of the Year Competition, som foregår den 22.-24. juli.

 

Bubbles har lavet en teknologisk løsning til børn og unge med ADHD og andre, som har svært ved at koncentrere sig i støjende omgivelser som f.eks. et klasseværelse. Deres produkt MotherBubble er en samtale-server, som forbinder lærer og elev i en støjfri kommunikationskanal, hvor hovedtelefoner genererer anti-lydbølger, som eliminerer støjen omkring eleven og kun lukker lærerens stemme igennem. På den måde bliver det lettere for eleverne at koncentrere sig om skolearbejdet.

 

Ideen til Bubbles fik de, fordi Christian lillesøster har ADHD og altid har haft det hårdt i skolen, og Christian ville gerne hjælpe hende. Nu har de testet produktet på flere skoler i lokalområdet, og tilbagemeldingerne er positive.

 

Pitch fra hjemmet til hele Europa

 

Kufferten skulle egentlig være pakket og flybilletten have destination Portugal, men i år bliver det europæiske mesterskab afviklet online for alles sikkerhed. Det betyder dog hverken mindre forberedelse eller færre nerver for de danske deltagere.

 

Bubbles skal dyste mod 39 andre hold, som alle har kvalificeret sig til JA Company of the Year Competition via nationale finaler. Eleverne har forud for EM skullet levere en rapport, en 30 sekunder kommerciel video og en 2 minutters investor pitch video. Ud over det skal de også i lukket dommerinterview i løbet af EM, så de bliver bedømt på mange parametre.

 

Ud over 1.-3. pladsen har Bubbles også mulighed for at vinde en af de 8 særpriser, som uddeles til finalen den 24. juli.

 

Finalen kan følges direkte på JA Europes YouTube-kanal fredag den 24. juli.

 

Læs mere om konkurrencen her.