08 jul 2016  /  NyhedsRedaktør

Danske studerende vinder sølv og bronze til EM i Entreprenørskab

Et par innovative ideer, to fremragende præsentationer og otte unge mænd med iværksætterambitioner. Det er opskriften, der i sent torsdag den 7. juli sikrede de danske studerende 2. pladsen og 3. pladsen til European Enterprise Challenge 2016, som er EM i Entreprenørskab for studerende.

Studerende med iværksætterideer fra hele Europa var samlet i Bukarest fra den 6. til 8. juli, og her imponerede de to danske hold dommerne med deres opfindelser.

 

Danish Cardboard Tech har udviklet en bæredygtig krykke af genbrugspap, som kan smides ud efter brug. Krykken kan bruges i alt slags vejr, og sparer hospitalerne for mange penge. De idé gav de fire innovative unge fra Erhvervsakademi Aarhus den samlede 2. plads.

 

- At vi løber med en 2. plads, det er dejligt. Vi ville jo gerne have vundet 1. pladsen – selvfølgelig ville vi det! Men det er fint, for vi har fået meget feedback, råd og vejledning som vi kan tage med videre. Vi har fået nogle skulderklap, som viser, at vi går den rigtige vej. Som iværksætter er man tit i tvivl om, hvor god ens idé er, men oplevelsen her bekræfter os i, at vi gør det rigtige, og at vi har gang i noget godt. Det bringer os videre fremad, lød det fra gruppen efter sejren.

 

Safety Chair fra University College Nordjylland har udviklet en stol, så gangbesværede kan forcere trapper. Stolen skal bruges som et supplement, hvis andre flugtveje i en bygning er utilgængelige, og stolen bruger ikke strøm og kan klappes sammen, så den kan bruges, hvor det er nødvendigt. Den idé gav de nordjyske studerende en samlet 3. plads.

 

- Det har været varmt, hårdt og intenst, men også spændende, sjovt og udfordrende, og så har vi virkelig lært en masse! Vi havde overhovedet ikke regnet med at vinde, så det er helt fantastisk. Og vi har jo faktisk vundet tre priser i alt, hvilket er helt vildt. Vi skal helt klart videre med Safety Chair, så nu skal vi have fundet ud af, hvor vi skal hen, og hvordan vi skal gøre det, lød det fra Safety Chair efter sejren. Lasse Mørk Madsen og Lasse Switzer modtog prisen på scenen for Safety Chair

 

Flere priser til danskerne

Begge de danske hold vandt helt ekstraordinært også NN Social Innovation Award. Egentlig var der kun én pris, men juryen var så imponeret af danskerne, at de valgte at uddele to priser i stedet. Begge til de danske hold, som hver vandt 1500 euro og muligheden for en mentorordning til at skubbe deres idé videre som virksomhed. Derudover vandt Lasse Ravn Switzer fra Safety Chair også en Alumni Leadership Award.Selv om det ikke blev til førstepladsen, var de danske hold dem, som tog flest priser med hjem fra EM. Vinderen af EM blev holdet Save Energy fra Rumænien. 

 

Begge de danske hold har i løbet af året arbejdet med entreprenørskab og iværksætteri på deres uddannelse som en del af forløbet Start Up Programme. I maj vandt Safety Chair 1. pladsen og Danish Cardboard Tech 2. pladsen ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Fonden for Entreprenørskab står bag både Start Up Programme og DM i Entreprenørskab.

 

Baggrund

European Enterprise Challenge er arrangeret af JA Europe og er en konkurrence for studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser fra hele Europa. De har alle deltaget i iværksætterforløbet Start Up Programme, som har til formål at motivere studerende til entreprenørskab og udvikle deres forståelse af en forretningsmæssig udnyttelse af kreative ideer. Over 14.000 studerende har deltaget i løbet af året, og 20 hold havde kvalificeret sig til EM. Fonden for Entreprenørskab er dansk medlem af JA Europe, og står bag Start Up Programme og DM i Entreprenørskab i Danmark. Læs mere om konkurrencen og se de andre deltagende lande her.

 

Juryen til EM:

  • Cosmin Ochisor, Business Development Manager, Hubraum Krakow - Deutsche Telekom
  • Adrian Georgescu, Country Business Development Leader, E&Y Romania
  • Carmen Punga, Industry Manager, Google Romania
  • Hans Daems, Group Public Affairs Officer, Hitachi Europe
  • Carmen Soare, Chief Marketing Officer, NN Romania
  • Patricia Lajara, CSR EMEA Director, Ralph Lauren
  • Vidhya Sampath, Director of Public Affairs - Europe, Tata Consultancy Services