04 jul 2015  /  NyhedsRedaktør

Tre studerende vinder EM i Entreprenørskab med energirigtig idé

En ualmindelig god idé, en meget grundig forretningsplan og tre unge mænd med iværksætterambitioner. Det er opskriften, der i sent fredag den 3. juli sikrede tre danske studerende førstepladsen til European Enterprise Challenge 2015, som er EM i Entreprenørskab for studerende.

Studerende med iværksætter-idéer fra hele Europa var samlet i Lissabon fra den 2. til 4. juli. Tre studerende fra SIMAC i Svendborg slog dog benene væk under dommerne med deres opfindelse og løb med både førstepladsen og særprisen Hyundai Brilliant Young Entrepreneurs.

 

Når skibe sejler, udleder de store mængder forurening direkte i havet. Med et avanceret filter har tre studerende fra SIMAC i Svendborg fundet en løsning, der i stedet for at udlede forureningen i havet, omdanner den til hydrogen og biobrændsel og derved skaber vedvarende energi.

 

Det er helt fantastisk. Tænk at vi er nået så langt på bare det her skoleår! Det er utroligt, og jeg er så glad. Vi kan virkelig bruge priserne til at komme videre med vores opfindelse nu,” siger Casper Ryborg Simmelsgaard, der sammen med Rasmus Andreas Kunø Tarp og Uffe Wilken står bag vinderteamet Gas2Green. De vandt 15.000 euro fra Hyundai-prisen og 1000 euro for europamesterskabet.

 

Flere danske vindere

Ud over Gas2Green deltog også ElevAkademiet fra VIA Læreruddannelsen i Aarhus, som fik en samlet tredjeplads samt en JA Alumni Leadership pris.

 

“Det er helt vildt, tænk at vi er nået så langt frem til nu. Vi har ikke turde håbe på det, men det her er virkelig fantastisk,” siger Christina Exner, der sammen med Cecilie Rask Olsen står bag ElevAkademiet.

 

Gas2Green og Elevakademiet kvalificerede sig til EM, da de i maj vandt 1. og 2. pladsen til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Erhverv og Hyundai.

 

Sidste år vandt en anden gruppe unge fra SIMAC (Cool4Sea) både DM og EM i Entreprenørskab, og de har siden hentet investeringer for 2,8 millioner kroner og arbejder nu fuld tid i deres virksomhed.

 

Thomas A. Schmid, Chief Operating Officer of Hyundai Motor Europe, sagde om vinderne Gas2Green: “Tillykke til Gas2Green – I har vundet en meget hård konkurrence fuld af innovative idéer. Gennem vores Brilliant Young Entrepreneurs Award hjælper og støtter vi morgendagens iværksættere og virksomhedsledere. Vi er stolte af at støtte unge talenter og hjælpe med at forme dem til fremtidens ledere”.

 

Baggrund

European Enterprise Challenge er arrangeret af JA Europe og er en konkurrence for studerende på korte og mellemlange videregående uddannelser fra hele Europa. De har alle deltaget i iværksætterforløbet Start Up Programme, som har til formål at motivere studerende til entreprenørskab og udvikle deres forståelse af en forretningsmæssig udnyttelse af kreative idéer. Over 14.000 studerende har deltaget i løbet af året, og 24 hold fra 16 lande havde kvalificeret sig til EM. Fonden for Entreprenørskab er dansk medlem af JA Europe. Læs mere om konkurrencen og se de andre deltagende lande her.

 

Juryen til EM:

  • Joanna Drake, Principal Advisor, Task Force Collaborative Economy, DG Internal Market, Industry, Entrepreneurship and SMEs, European Commission
  • Luis Pedro Duarte, Managing Director, Head of Accenture Strategy – Portugal
  • Mei Li Powell, Managing Director & Division Head – Communications, Marketing & CSR, Euroclear
  • Bertrand Sava, Managing Director of Southern Europe, Visa Europe
  • Tim Vieira, Special Edition Holding/Entrepreneur and Venture Capitalist – Shark Tank
  • Dorothee van Vredenburch, Chief Change and Organisation, NN (JA Europe Board Member)