15 jul 2021  /  NyhedsRedaktør

Danske elever vinder særpris til stor europæisk iværksætterkonkurrence

Tre elever fra Herning har netop været oppe mod 350.000 andre elever fra hele Europa med deres ide, der skal gøre livet bedre for ældre på landets plejehjem. De tre elever bag virksomheden Wilma Care her netop vundet en flot særpris ved Company of the Year Competition, som er EM i entreprenørskab for elever på ungdomsuddannelser.

Benjamin Lytorp Henriksen, Morten Moesgaard og Christian Riis Gaardsted Petersen fra Herningsholm Erhvervsgymnasium har knoklet med deres ide Wilma Care i et år. Faktisk opstod de første tanker om Wilma Care allerede da Benjamin Lytorp Henriksen gik i 8. klasse, men blev først vakt til live, da eleverne skulle være med i entreprenørskabsforløbet Company Programme i år.

Wilma Care er en kommunikations- og koordineringsplatform til ældres pårørende, som er udviklet til plejehjem. Platformen skal sikre større inddragelse af pårørende, lette presset blandt personalet og skabe et samfund omkring de ældre. Wilma Cares mission er at sørge for, at ingen i den danske ældrepleje oplever omsorgssvigt. 

For virkeliggørelsen af den ide vandt de i april 2021 DM i Entreprenørskab, afholdt af Fonden for Entreprenørskab, og det gav dem en billet til EM.

At deltage i så stor en europæisk konkurrence, og så samtidig komme af sted med en sejr i en af særpriserne, kan vi vist ikke være utilfredse med – den største sejr er dog alt det, vi har lært ved at deltage. Det er ikke mange forundt.” Citat fra Wilma Care.

Wilma Care vandt særprisen Citi Foundation Client Focus Award, som belønner det hold, der skaber særlig værdi for deres kunder og gør en ekstra indsats for at forstå dem og deres verden.

 

God tradition for vindere i Herning
Sidste års danske vindere Bubbles, som også kommer fra Herning, har efterfølgende klaret sig fantastisk og vandt EM i 2020. Som europæiske vindere kvalificerede de sig også til det allerførste globale mesterskab, som blev afholdt online i begyndelsen af juni 2021. Og her sejrede de danske mestre også.

Og nu har Wilma Care vundet en særpris, hvilket viser, at Herning producerer dygtige iværksætterspirer, som imponerer både danske og europæiske dommere fra erhvervslivet.

Der skal også lyde en stor tak til alle, der har – og er – en del af projektet. Det havde ikke været muligt uden jer,” lyder takken fra Wilma Care.

Company of the Year Competiton, som er EM I Entreprenørskab, er I år en del af en stor online entreprenørskabsfestival kaldet Gen-E, som JA Europe står bag. Læs mere her https://gen-e.eu/

 

Underviserpris

Udover særprisen modtog underviseren, Henrik Graversen fra Herningsholm, 2. pladsen i JA Europe Teacher of the Year Award, Præsenteret af UPS ASC Lithuania. Underviserne er en helt central del af entreprenørskabsundervisning, så det er et meget velfortjent klap på skulderen.

”Innovation og entreprenørskab er et fantastisk udviklingsrum – ikke bare for virksomheder men også for unge mennesker, som skal lære at blive iværksættere i deres egne liv. Company Programme stiller optimale rammer til rådighed for den rejse og JA Europes Teacher of The Year Award er en anerkendelse af den rolle undervisere spiller som facilitatorer af den proces", siger Henrik Graversen.

Stort tillykke til både elever og underviser