30 apr 2014  /  NyhedsRedaktør

BoxyCare vinder CareWare Idépris

En mere effektiv måde at aspirere sondemad på patienter, der samtidig forhindrer spredningen af vira, gav en gruppe studerende fra Erhvervsakademi Aarhus CareWares særlige Idépris.

De studerende bag BoxyCare er blandt finalisterne til DM i Entreprenørskab den 22.maj, som er kulminationen af iværksætterforløbet Start Up Programme. Men allerede nu er deres idé blevet hædret med CareWare Idépris.

 

Begrundelsen fra dommerkomiteen fra CareWare lød:

 

"Ideprisen går til en ide, som ved brug af standardkomponenter løser et klart identificeret problem for patienten og plejepersonalet. Prisen gives til et team som har vist, at de formår at tage en problemstilling og bruge forhåndenværende materialer for at finde en smart løsning. Løsningen er tænkt ind i konteksten af plejesituationen og giver dermed løsning på flere problemer - samtidigt."

 

De studerende bag BoxyCare er Mads Jensen, Camilla Otte, Michael Vaaben Jensen & Rune Kjelsmark, og for dem er prisen en anerkendelse:

 

"Det er et kæmpe skulderklap at modtage så stor en pris. Vi ser prisen som en anerkendelse for vores hårde arbejde og en bekræftelse i, at vi er på rette vej. Vi er beæret over at have været en del af CareWares stand på Iværk & Vækst messen, som har været en del af vores præmie. Vi har haft mulighed for at netværke med vindere af CareWare fra i år og tidligere år, og med større virksomheder som alle ønsker at hjælpe unge iværksættere,” lød det fra gruppen.

 

De studerende præsenterer deres idé for alle til DM i Entreprenørskab den 22. maj, som bliver holdt i Børssalen hos Dansk Erhverv.

 

Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise står bag Start Up Programme og DM i Entreprenørskab.