20 nov 2014  /  NyhedsRedaktør

6000 innovative unge festede i Fredericia

Danmarks entreprenante unge konkurrerede i Uge47 på gode idéer og kreative løsninger i Fredericia. 13 imponerende idéer kom igennem nåleøjet, og de unge idémagere bag blevet hædret på scenen af tusindvis af deltagere ved Danish Entrepreneurship Award 2014.

Der var dømt hård konkurrence, da elever og studerende fra hele landet dystede om at overbevise de knivskarpe dommere fra erhvervslivet om, at deres idé var den bedste. 13 priser fordelt på seks konkurrencer blevet uddelt til de bedste idéer, projekter og produkter, og vinderne blev honoreret med blomster, pengechecks og klapsalver.

 

Niveauet har været imponerende højt i dag. Der er rigtig mange gode idéer med stort potentiale, og det viser bare, at vi har mange unge mennesker i Danmark, der har evnerne til at skabe fremtidens vækstvirksomheder. Jeg håber, at dagen i dag har givet de unge en masse viden og læring, som de kan tage med hjem og som de kan bruge til at arbejde videre med deres idé,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

 

Selvom mange af de unge deltager i en konkurrence, handler Danish Entrepreneurship Award ikke kun om at vinde og være den bedste. Dagen bød også på masser af læring fra inspirerende foredrag, spændende workshops og kompetent rådgivning, hvor de unge fik hjælp til at komme videre med deres idé.

 

Blandt vinderne var blandt andet en indkøbsvogn med touchskærm til tilbudsaviser og indkøbssedler, en lampe der lyser ved udrykninger og en elektrisk flaskeåbner til skruelåg til folk, der har gigt i fingrene.

 

Kongeligt besøg

I år var det ikke kun landets elever og studerende, lærere og undervisere samt erhvervsfolk og politikere, der havde taget turen til Fredericia for at deltage. H.K.H. Prinsesse Marie kom også på besøg, hvor hun blandt andet mødte konkurrencedeltagerne fra Designtalent 2014, Vækstspringer 2014, Edison og Da Vinci. Derudover hørte hun, hvordan lærere i grundskolen arbejder med innovation og entreprenørskab i deres undervisning.

 

Danish Entrepreneurship Award 2014 er arrangeret af Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise i samarbejde med Trekantområdet Danmark, og er en del af Danmarks Vækst- og Iværksætteruge. 

 

I alt er 13 priser fordelt på seks konkurrencer blevet uddelt på dagen. Det er Plakatkonkurrencen, Vækstspringer 2014, Grøn Vækstspringer 2014, Årets Designtalent, Da Vinci (1., 2. og 3. pladsen), Edison (1., 2. og 3. pladsen) og Idékonkurrencen for henholdsvis videregående uddannelser, ungdomsuddannelser og grundskolen.

 

Se alle vinderne her.