10 dec 2013  /  NyhedsRedaktør

186.000 unge møder entreprenørskab

På fire år er der sket en fordobling i antallet af elever og studerende, der møder entreprenørskab i undervisningen. Det viser den nyeste kortlægning fra Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise.

Kortlægningen af entreprenørskab i undervisningen i 2012/2013 viser, at 186.000 elever og studerende deltager i undervisning eller aktiviteter, der ikke blot giver dem viden om innovation og iværksætteri, men også styrker deres kreativitet og handlekraft. Det svarer til 15 % af alle børn og unge i det danske uddannelsessystem.

 

Flest på ungdomsuddannelserne

 

På ungdomsuddannelserne møder næste hver tredje ung entreprenørskab i undervisningen, mens det i grundskolen og på de videregående uddannelser er omkring hver tiende elev, der deltager i entreprenørskabsundervisning.

 

I grundskolerne har 73.000 elever i skoleåret 2012/2013 deltaget i entreprenørskabsundervisning. Det svarer til 10,5 pct. af alle knap 700.000 elever i grundskolen.

 

På ungdomsuddannelserne har 85.000 elever i skoleåret 2012/2013 deltaget i entreprenørskabsundervisning. Det svarer til 31,5 procent af alle 270.000 elever på ungdomsuddannelserne.

 

På de videregående uddannelser har 28.000 studerende i skoleåret 2012/2013 deltaget i entreprenørskabsundervisning. Det svarer til 10,9 procent af alle 258.000 studerende på de videregående uddannelser.

 

Entreprenørskabsundervisning handler om at se muligheder, få gode idéer og føre dem ud i livet. Det giver eleverne selvtillid og tro på egne evner, samt styrker deres kreativitet og handlekraft.