Innovative elever løser virksomhedsproblemer
Projekt 'Innovative elever løser virksomhedsproblemer'
(Inno-elev) bygger på et bredt et samarbejde mellem alle
folkeskoler i Frederikssund Kommune, 16 lokale virksomheder og 2
fonde. I projektet skabes spændende, uformelle og sammenhængende
undervisningsforløb i naturfagsundervisningen.
Innovative arbejdsmetoder på
skoleskemaet
Inno-elev er udsprunget af et ønske om et tættere samarbejde
mellem skoler i Frederikssund Kommune og det lokale erhvervsliv.
Desuden er der taget afsæt i den massive kritik, der har været
rettet mod den danske folkeskole. Specielt har der været meget
debat om, at danske skoleelever ikke får tilstrækkelig god
undervisning i faget natur/teknik. På samme tid mener mange
folkeskolelærere ikke selv, at de er tilstrækkeligt kvalificeret
til at varetage undervisningen i disse fag og at det er vanskeligt
at skabe sammenhæng mellem naturfagene i hhv. indskoling,
mellemtrin og udskoling.
I Inno-elev skabes denne sammenhæng, fordi eleverne bliver
præsenteret for metoden og arbejdsformen mindst tre gange i løbet
af deres folkeskoletid - og ikke mindst fordi alle naturfagslærere
i Frederikssund Kommune er blevet tilbudt efteruddannelse i
innovative arbejdsmetoder. Et tilbud, som 52 naturfagslærere fra
kommunens 13 folkeskoler har taget i mod.
Der arbejdes med inklusion i praksis
I projektet deltager alle typer af elever, og fællesnævner for
dem alle er, at de oplever, at temaerne er nærværende,
involverende, og relevante, således at både de bogligt stærke og
mindre stærke elevers interesse for at arbejde kreativt, innovativt
og selvstændigt øges.
Det er projektets mål, at:
- eleverne trænes i kreative, innovative og entreprenante
arbejdsmetoder
- eleverne får kendskab til arbejdsprocesser og jobmuligheder i
lokale virksomheder
- eleverne i højere grad vælger naturfaglige uddannelser
- alle elever får en positiv oplevelse af deres formåen i
forløbene
- virksomhederne får præsenteret løsninger og nye ideer
De deltagende virksomheder har formuleret i alt ca. 30
udfordringer, og vil gerne have elevernes bud på en løsning. Derfor
er det elevernes opgave at idégenerere, idéudvikle og
produktudvikle i forhold til udfordringen. Virksomhederne får på
denne måde nytænkende problemløsningsassistance fra elever, der med
en frisk tilgang kan anvende de innovative udviklingsværktøjer, de
tilegner sig gennem arbejdet med Inno-elev.
Samarbejde på grundskoleniveau
I Inno-elev starter samarbejdet allerede i 3. klasse. Det er
unikt, at et færdigt uddannelsesforløb strækker sig over
indskoling, mellemskole og udskoling, hvorfor der har været store
krav til, at det udarbejdede undervisningsmateriale skal kunne
differentieres over flere klassetrin. Eleverne bliver gennem deres
skoleforløb præsenteret for innovative arbejdsmetoder, og bliver
derved løbende trænet i at se nye ideer, handle på muligheder, der
viser sig, og omsætte idéen til værdi for andre.
Desuden har Fonden for Entreprenørskab - Young Enterprise været
en stor inspirationskilde og samarbejdspartner i projektets løbende
udvikling.
Se mere på projektets hjemmeside: http://ntsnet.dk/inno-elev
eller kontakt administrativ projektleder Annie Bekke Kjær for
yderligere oplysninger.
Annie Bekke Kjær
Leder af Udviklingsafdelingen
Torvet 2
3600 Frederikssund
E-mail: abkja@frederikssund
Telefon: 47 35 11 86