26 apr 2017  /  NyhedsRedaktør

Storsejr til innovative unge fra Herning ved DM i Entreprenørskab 2017

En trænings-app til demente, hvor de kan styrke deres kognitive evner. Den idé var så imponerende og gennemført, at fire elever fra Herningsholm Erhvervsgymnasium onsdag den 26. april blev kåret som Danmarksmestre i Entreprenørskab 2017. Prisen blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen, der også talte med vinderne om deres idé efter sejren.

Industriens hus var onsdag spækket med innovative unge og deres kreative iværksætterideer. Alle de unge har deltaget i undervisningsforløbet Company Programme, hvor de har arbejdet med at udvikle iværksætterideer, og onsdag kulminerede det til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, hvor de 43 bedste hold fra hele landet dystede.

 

Vinderne blev gruppen Demenish fra Herningsholm Erhvervsgymnasium, som har udviklet en tablet specielt målrettet demente, hvor man ved hjælp af gamification skaber kognitivt stimulerende spil og øvelser, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente.

 

Det er helt vildt! Det er helt sindssygt, og alt det vi har kæmpet for så længe. Vi er virkelig glade og stolte," lød det fra vinderne efter sejren.

 

Men titlen som Danmarksmestre i Entreprenørskab fulgte også en check på 10.000 kroner sponsoreret af Nordea, som blev overrakt til de unge opfindere af H.K.H. Kronprins Frederik. Til juli skal Demenish repræsentere Danmark ved det prestigefyldte Europamesterskab, Company of the Year Competition, som holdes i Bruxelles.

 

Stor opfindsomhed og idérigdom

 

Vinderne ved DM i Entreprenørskab blev fundet efter en intensiv dag, hvor de unge skulle bevise, at de havde styr på både forretningsmodel, markedspotentiale og samtidig levere et stærkt pitch for at imponere dommerne. Efter en hel dags konkurrencer var der om aftenen festmiddag for alle deltagerne, hvor vinderne blev kåret. Til festmiddagen deltog også H.K.H. Kronprinsen og undervisningsminister Merete Riisager, som efterfølgende mødtes med vinderne og hørte om deres idéer.

 

Det har virkelig været et skarpt felt i år, og vi har set rigtig mange gode ideer. Men det handler også om at kunne omsætte sin idé til en forretning, og det har de unge lært i forløbet her. Samtidig lærer de at bruge deres faglige viden på en helt ny måde og dermed styrker sådan et forløb også elevernes læring,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Fonden for Entreprenørskab står bag DM i Entreprenørskab i samarbejde med Dansk Industri og Nordea og med støtte fra Bloomberg og Tønder Energi- og Miljøfond.

 

Samlede vindere ved DM i Entreprenørskab 2017:

  1. pladsen: Demenish fra Herningsholm Erhvervsgymnasium
  2. pladsen: Norden fra EUC Nord
  3. pladsen: PlaceUs fra Herningsholm Erhvervsgymnasium

 

De fire sporvindere blev:

  • Society & Globalization: Demenish fra Herningsholm Erhvervsgymnasium
  • Science & Technology: Breather Company fra SDE, Odense Tekniske Gymnasium
  • Business & Service: Norden fra EUC Nord
  • Trade & Skills: PlaceUs fra Herningsholm Erhvervsgymnasium

 

Vinder af særprisen fra Tønder Energi- og Miljøfond blev:

  • Caaf fra TEC Frederiksberg, H.C. Ørsteds Gymnasiet 

 

Vindere af JA Alumni Leadership Awards blev:

  • Signe Serup Drejer, EARTH, EUC Nordvest, Nykøbing Mors
  • Sophie Amalie Døstrup, Dunseriet, EUC Nordvest, Nykøbing Mors
  • Emil Fromsejer Kjærgaard, InnoBird, Det Blå Gymnasium, Tønder
  • Karoline Juel Krog Thomsen, Norden, EUC Nord

 

Baggrund:
Company Programme er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. I løbet af skoleåret skal de bl.a. arbejde med forretningsmodeller, indgå aftaler med samarbejdspartnere fra det nære erhvervsliv og den finansielle sektor, lave markedsføring og aflægge regnskab. Ca. 4000 elever er årligt med i Company Programme, og de bedste og mest innovative elevvirksomheder kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Herfra går vinderen videre til EM i Entreprenørskab.

 

Til DM stiller eleverne stiller op i én af fire kategorier: Science & Technology, Society & Globalization, Business & Service og Trade & Skills, og elevernes idéer spænder derfor fra nyudviklede tekniske løsninger til idéer med et mere socialt fokus. Alle ideerne bedømmes af erfarne erhvervsfolk i flere forskellige kategorier.