29 aug 2018  /  NyhedsRedaktør

Ny grønlandsk bestyrelse skal arbejde for unges iværksætterlyst

I går blev 13 bestyrelsesmedlemmer i Fonden for Entreprenørskabs grønlandske region offentliggjort. Den nye bestyrelse, som består af personer fra Grønlands erhvervsliv og uddannelsessektor, vil arbejde på at integrere entreprenørskab og iværksætteri i det grønlandske uddannelsessystem og dermed ruste grønlandske børn og unge til fremtidens arbejdsmarked.

Sidste år udkom rapporten Nordic Entrepreneurship Islands som viste, at undervisning i entreprenørskab og iværksætteri nærmest ikke eksisterer i Grønland. Selvstyret etablerede derfor et samarbejde med Fonden for Entreprenørskab i målet mod at udbrede og forankre entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser.

 

Den 29. august kunne Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat afholde sit første bestyrelsesmøde og til en efterfølgende pressebriefing blev den nye bestyrelse offentliggjort.

 

Entreprenørskabsundervisning vil gavne Grønlands vækst
- Jeg glæder mig til at få sat fokus på entreprenørskab og innovation i uddannelsesverdenen. Entreprenørskabsundervisning er med at vise eleverne, at der er mange veje at gå, og at man godt kan forfølge sin gode idé og ikke nødvendigvis behøver at arbejde i ”traditionelle” jobs. Samarbejdet mellem uddannelsesverdenen og erhvervslivet vil give skolerne og lærerne flere og bedre værktøjer til dette vigtige arbejde, siger Birthe Møller Therkildsen, formand for lærernes fagforening, IMAK, og bestyrelsesmedlem i Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat.

 

Den nye bestyrelse i Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat består af 12 personer fra det grønlandske erhvervsliv og uddannelsessektor. Sammen skal de være med til at præge dagsordenen i Grønland og sikre at børn og unge allerede i uddannelsessystemet rustes til fremtidens arbejdsmarked.

 

- Hvis Grønland skal klare sig selv økonomisk, skal den økonomiske vækst drives af en meget større privat erhvervssektor end i dag. Men det kræver, at langt flere tør skabe deres egen virksomhed. Med entreprenørskabsundervisning i uddannelsessektoren vil flere unge måske få modet og selvtilliden til at skabe deres egen virksomhed, og dermed blive en vigtig del af Grønlands fremtid, siger Brian Buus Pedersen, direktør i Grønlands Erhverv. 

 

Bestyrelse nøje udvalgt
Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat blev etableret sidste år, og siden har det nationale sekretariat i Danmark arbejdet på at få sammensat en bestyrelse, der kan løfte opgaven.

 

- Fondens nye bestyrelse er nøje komponeret for at sikre, at vi får en bestyrelse, der kan stå for udbredelsen af entreprenørskabsundervisning i de grønlandske skoler og uddannelser. Medlemmerne er udvalgt på baggrund af faglige kompetencer fra undervisningsverden og erhvervslivet, men vi har også forsøgt at sammensætte en ligevægtig bestyrelse i forhold til geografi og køn. Jeg ser frem til samarbejdet, lyder det fra Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Den nye bestyrelse består af:

Jakob Nitter Sørensen, Air Greenland (formand)
Gitte Adler Reimer, Grønlands Universitet (næstformand)
Brian Buus Pedersen, Grønlands Erhverv
Anette Lings, Hotel Sisimiut
Julia Pars, Visit Greenland
Mikael Thinghuus, Royal Greenland
Thomas Tyt Mogensen, BankNordik
Sarah Rødgaard, skoleinspektør i Qaqortoq
Christian Wenneke, Greenland Business
Juliane Henningsen, Arctic Circle Business
Marie Fleischer, Mittarfeqarfiit/Grønlands Lufthavne
Birthe Møller Therkildsen, IMAK/Lærernes Fagforening i Grønland
Christian Vintergaard, Fonden for Entreprenørskab

 

Om Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaat
I 2017 etablerede Selvstyret i Grønland et samarbejde med den danske fond, Fonden for Entreprenørskab, i målet mod at få innovation og entreprenørskab ind i grønlandske uddannelser og skoler.

 

Fonden for Entreprenørskab består af 8 regioner med egne bestyrelser, og i 2017 blev et sekretariat oprettet i Grønland og Julie Rademacher blev udpeget til regionsleder.

 

Den 28. august blev Fonden for Entreprenørskab – Kalaallit Nunaats bestyrelse offentliggjort til en pressebriefing.

 

Læs mere her: http://gronland.ffe-ye.dk/ eller http://ffe-ye.dk