31 maj 2018  /  NyhedsRedaktør

Social virksomhed der hjælper ugandiske mødre løb med sejren til DM i Entreprenørskab

Fire studerende fra Aarhus med en socialøkonomisk virksomhed, der skal hjælpe både mødre og børn i Uganda til et bedre liv, sikrede sig torsdag den 31. maj Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, og fik overrakt prisen af H.K.H. Kronprinsen. Der var også priser til innovative studerende fra Odense og Svendborg til DM.

Teamet Kale Nyabo fra Erhvervsakademi Aarhus har fuldt fokus på socialt entreprenørskab. De støtter enlige mødre i Uganda ved at sælge de håndlavede accessories, som mødrene laver, online. Samtidig støtter Kale Nyabo også børnene ved at investere i deres skolegang og på den måde hjælpes både mødre og børn til en lysere fremtid.

 

Den idé var så gennemført og imponerende pitchet, at de fire studerende bag ideen vandt Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for studerende.

 

- Det er et kæmpe skulderklap, for det arbejde vi har lagt i Kale Nyabo, og det har været en lang og hård periode, hvor vi har arbejdet med det her. Men de penge, vi har vundet, kan vi gøre rigtig meget godt for! Nu skal vi følge vores plan om at øge vores salg og vokse virksomheden, så vi kan støtte flere mødre og børn, lød det fra vinderne, da de kom ned fra scenen.

 

Prisen til de entreprenante studerende blev overrakt af H.K.H. Kronprinsen, som også talte med de studerende efterfølgende. Kale Nyabo, som er fire studerende med baggrund i hhv. Danmark, Holland og Rumænien, vandt først deres kategori Social Entrepreneurship og 25.000 kr. sponsoreret af TrygFonden. Oveni det vandt de yderligere 25.000 kr., da de blev den samlede vinder og løb med titlen som Danmarksmester i entreprenørskab. De fire studerende skal også repræsentere Danmark, når der er EM i Entreprenørskab i Riga i slutningen af juni.

 

Der var også en anden pris til Erhvervsakademi Aarhus, for Steen Kamronn vandt prisen som årets underviser. Og Signe Ravn, som læser på pædagoguddannelsen på VIA University College blev hædret med en JA Alumni Leadership Award.

 

Hård konkurrence og engagerede dommere

I alt havde 20 hold studerende kvalificeret sig til finalen i DM i Entreprenørskab. Her dystede de studerende i flere kategorier, hvor de blev bedømt af erfarne erhvervsfolk, og de unge iværksætterspirer skulle have styr på både ide, markedsresearch, forretningsplaner, konkurrenter og meget mere – præcis som en rigtig startup, der skal pitche for et hold af potentielle investorer.

 

Flest priser røg til Fyn, da tre ud af fire kategorivindere kom fra Odense og Svendborg, men det blev de fire studerende fra Erhvervsakademi Aarhus, som løb med den samlede sejr.

 

- De studerende, som er med til DM i Entreprenørskab, er fagligt dygtige og brænder samtidig for at gøre en forskel. De udvikler innovative løsninger på aktuelle samfundsudfordringer, og ved konkurrencer som DM ser vi virkelig, hvor ambitiøse og dedikerede de studerende er. Det tegner godt for dansk iværksætteri, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som står bag DM i Entreprenørskab.

 

De andre vindere på dagen var:

  • Wings of Change fra SIMAC: Vinder af kategorien Greentech og 25.000 kr. sponsoreret af Tønder Energi- og Miljøfond, Publikumsprisen og Tønder Energi- og Miljøfonds særpris på 25.000 kr.
  • TraPu: Vinder af kategorien Lifetech og 25.000 kr. sponsoreret af Bristol Myers- Squibb
  • Cumulus: Vinder af kategorien Serviceinnovation og 25.000 kr. sponsoreret af Bloomberg
  • VIA University College, som blev kåret til Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution

 

Alle finalisterne til DM i Entreprenørskab er studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser, som har deltaget i entreprenørskabsforløbet Start Up Programme.

 

Fonden for Entreprenørskab står bag Start Up Programme og DM i Entreprenørskab for studerende, som arrangeres i samarbejde med Dansk Erhverv. Danmarksmesterskabet støttes også af Bloomberg, Tønder Energi- og Miljøfond, Trygfonden og Bristol Myers-Squibb, som hver stod bag en af kategoripriserne på dagen.