02 jan 2018  /  NyhedsRedaktør

Online træningsplatform skal styrke studerendes kreativitet

En ny og gratis online kreativitetstræningsplatform skal bidrage til at skærpe europæiske studerendes kreative evner. Bag projektet står forskere fra Aalborg Universitet, der med støtte fra Erasmus+ og i samarbejde med universiteter fra Malta, Spanien, USA og Kina har udviklet verdens første digitale træningsprogram i kreativitet.

Med målsætningen om at gøre kreativitetstræning let tilgængelig for alle har forskere fra Aalborg Universitet udviklet platformen Academy for Creativity. Denne har til formål at styrke studerendes kreativitet på højere uddannelsesinstitutioner i Europa. Academy for Creativity er en samlet online kreativitetstræningsplatform, der tilbyder let tilgængelig kreativitetstræning gennem digitale spil, således at træning bliver uafhængig af både fysiske faciliteter og en facilitator.

 

Hvad går Academy for Creativity ud på?

Forskning inden for kreativitetstræning har gang på gang påvist, at kreativitetstræning har en positiv effekt på et menneskes kreative evner. Nu bliver det også muligt at træne kreativitet digitalt, hvilket åbner op for helt nye muligheder for udbredelse og øger tilgængeligheden. Det er netop vores kreative evner, der gør os i stand til at anskue og løse hverdagens opgaver på nye og mere originale måder, såvel i arbejdslivet som i privatlivet. Ligeledes kan kreativitet være det stof der gør, at man adskiller sig fra mængden og giver et forspring i samfundet. For hvad skal vi leve af, den dag robotterne overtager flere opgaver end blot de standardiserede?

 

Træningsprogrammet er derfor bygget op omkring narrativet at være kreativ på en arbejdsplads. Programmet består af ti kreativitetsspil, der hver især giver både en teoretisk indsigt samt træner én eller flere essentielle kreative egenskaber.

 

Ønsket for projektet er, at Academy for Creativity bliver integreret i den eksisterende undervisning inden for innovation, business og entreprenørskab i Europa, eller som anden faglig aktivitet på alle videregående uddannelser hvor problemløsning er i højsædet. For undervisere er det nemt at oprette træningsprogrammer ud fra forskellige kriterier, invitere studerende samt følge deres progression og løsninger.

 

Academy for Creativity er udviklet af blandt andet Christian Byrge, Lektor, Ph.d. fra Aalborg Universitet. Christian Byrge er kendt som en af grundlæggerne af Den Kreative Platform samt Creative Genius-uddannelserne på både kandidat og master niveau. Christian Byrge har uddannet mere end 15.000 personer og har rådgivet mere end 300 organisationer fra USA, Kina, Afrika og Europa i forøgelse af kreativitet. Hans arbejde anvendes internationalt af flere end 100.000 professionelle, hvoraf Academy for Creativity er det nyeste skud på stammen.

 

Projektet er udarbejdet i samarbejde med:

 

 

Få adgang til kreativitetstræningsplatformen her: www.academyforcreativity.com