13 dec 2018  /  NyhedsRedaktør

Nye kortlægningstal for entreprenørskabsundervisning

Det går stille og roligt fremad med entreprenørskabsundervisning i de danske skoler og uddannelsesinstitutioner. Faktisk fik hele 26 procent af alle elever og studerende entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2017/2018.

Innovation og entreprenørskab er begreber, som et stigende antal elever og studerende prøver kræfter med i deres skole- og studietid. Undervisning i innovation og entreprenørskab lærer de unge at udvikle idéer, skabe projekter og virkeliggøre dem.

 

I Fonden for Entreprenørskabs nye kortlægning kan det ses, at hele 316.400 elever og studerende fik entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2017/2018. Det svarer til hver fjerde elev eller studerende. Samtidig viser kortlægningen, at der har været fremgang på alle uddannelsesniveauer i forhold til sidste år.

 

- Siden 2010 har vi i Fonden for Entreprenørskab kortlagt entreprenørskabsundervisning, og vi kan se, at der er sket en stor udvikling. Udviklingen skyldes et øget politisk fokus på effekterne af entreprenørskabsundervisning, og at flere undervisere har opdaget vigtigheden i at give elever og studerende entreprenante kompetencer til fremtiden, lyder det fra Christian Vintergaard, administrerende direktør i Fonden for Entreprenørskab.

Mere entreprenørskabsundervisning

I forhold til sidste år er tallene for elever og studerende, der modtog entreprenørskabsundervisning steget i skoleåret 2017/2018.

 

I grundskolen mødte 134.000 elever entreprenørskab i deres undervisning. På landets ungdomsuddannelser er tallet 126.900 og på de videregående uddannelser 55.400. Det svarer til at 26 procent af alle elever og studerende i Danmark modtog entreprenørskabsundervisning.

 

- Hvis den positive udvikling, som vi har set de sidste 8 år, skal fortsætte, så er det helt afgørende, at uddannelserne bliver ved med at prioritere entreprenørskabsundervisning, og får sikret at flere undervisere opnår de rette kompetencer til at undervise i entreprenørskab, fortæller Christian Vintergaard.

 

Fonden for Entreprenørskab kortlægger hvert år entreprenørskabsundervisning i det danske uddannelsessystem. Kortlægningen baseres på entreprenørskabsundervisning, som Fonden for Entreprenørskab kan dokumentere har fundet sted. Der kan altså være aktiviteter, som Fonden ikke har kendskab til.

 

Se hele kortlægningen her!