10 mar 2017  /  NyhedsRedaktør

Mikrolegater til studerende er en god investering

Mange studerende drømmer om at starte egen virksomhed, men det er ofte svært at skaffe opstartskapital. Hvis man giver de studerende et mikrolegat i opstartsfasen er der større chance for at virksomheden overlever og samtidig skaber de unge iværksættere hurtigt nye arbejdspladser. Det viser en ny analyse fra Fonden for Entreprenørskab.

Det er svært at skaffe penge til at udvikle en prototype eller afprøve et koncept, hvis man er studerende. Men faktisk kan det være en rigtig god forretning for samfundet at give en lille økonomisk hjælp til unge iværksættere.

 

Siden 2011 har Fonden for Entreprenørskab støttet studerende med iværksætterambitioner ved at uddele mikrolegater som en tidlig finansiel støtte. Legaterne er på op til 50.000 kroner, og det har stor effekt for de studerende: Der er større chance for, at deres virksomhed overlever, og samtidig vokser de unge virksomheder hurtigt og skaber nye arbejdspladser. Det viser en ny analyse, der er lavet blandt 180 af de startups, som siden 2014 har ansøgt om et mikrolegat fra Fonden for Entreprenørskab.

 

Overlevelsesraten stiger

Nystartede virksomheder er sårbare i starten af deres levetid og har en markant højere risiko for at lukke end etablerede virksomheder. Når de studerende får et mikrolegat på op til 50.000 kroner øger det overlevelsesraten for de unge startups, så den ligger over landsgennemsnittet for nystartede virksomheder.

 

Mikrolegatet har betydet, at vi har kunnet køre stresstest af vores system i biografer og real-case scenarios - en væsentlig del på vejen mod det endelige produkt, som ikke havde været muligt uden disse fondsmidler,” siger Alexander Gram Jensen fra SubReader, der har modtaget et mikrolegat.

 

Nye arbejdspladser og lønnede jobs

Analysen viser, at legatmodtagerne ansætter personale i et højere tempo sammenlignet med startups, som ikke har modtaget et mikrolegat. Samtidig viser analysen, at legatmodtagerne også skaber flere lønnende stillinger end andre startups, som ikke har modtaget et legat.

 

Den økonomiske støtte til de 46 startups i undersøgelsen udgør ca. 1,7 mio. kr. og hvis man regner den samfundsøkonomiske investering om til antal skabte arbejdspladser, så viser analysen, at der på blot 9-24 måneder er skabt 28 fuldtidsstillinger per mio. kr. investeret, og medregner man alle lønnede stillinger er det 44 lønnede stillinger per mio. kr. investeret.

 

Mikrolegatet har også fungeret som et kvalitetsstempel, når de studerende efterfølgende har søgt privat og offentlig vækstkapital til deres virksomhed.

 

Mikrolegatet gjorde det muligt for The Eye Tribe at udarbejde vores første prototyper. Uden legatet ville det ikke have været muligt at få investeringer, da vi ikke selv havde penge til at producere de nødvendige prototyper, så vi kunne demonstrere vores produkt. Baseret på vores demo af disse prototyper, rejste vi de første fem millioner DKK fra investorer,” siger Sune Alstrup Johansen fra The Eye Tribe, der har modtaget et mikrolegat.

 

Se hele analysen her.

 

Baggrund:

Fonden for Entreprenørskab har siden 2011 uddelt mikrolegater til studerende med iværksætterambitioner, først som pilotprojekt og siden 2014 som en større satsning. Fra juni 2014 til slutningen af 2016 har Fonden uddelt 201 legater til en samlet værdi af 6,5 mio. kr.

 

Formålet med Mikrolegatordningen er at styrke vækst og beskæftigelse i Danmark. Ved at støtte studerendes opstart af virksomhed er det formålet, på sigt, at skabe vækstvirksomheder, der kan bidrage med flere arbejdspladser, eksportindkomster og vækst i samfundet. Mikrolegatet skal ses som en katalyserende indsats i forlængelse af entreprenørskabsundervisning, og de kompetencer, som de studerende opnår der igennem.

 

Mikrolegaterne er ikke en substitut for private investeringer, banklån eller andre offentlige tilbud om støtte til iværksættere, men derimod en kapitalindsprøjtning til studerende med en idé på så tidligt et stadie, at de ikke har mulighed for at hente opstartskapital andre steder.

 

Læs mere om effekterne af mikrolegater i den nye rapport - download den i kolonnen i højre side.