12 apr 2018  /  NyhedsRedaktør

Innovative fynske elever blev danmarksmestre i entreprenørskab

Ideen om en fysisk oase for indlagte børn, der stimulerer til bevægelse, leg og kreativitet var så god og gennemtænkt, at fire elever fra Vesterdal Efterskole løb med sejren til Next Level - Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever.

Der var fyldt med innovative ideer og niveauet var højt, da der torsdag den 12. april blev afholdt Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoleelever på Koldingshus. 24 hold fra skoler i hele landet havde kvalificeret sig til Danmarksmesterskabet, men det blev fire fynske hold, der løb med alle priserne.

 

Vinderne blev gruppen med ideen Oasen fra Vesterdal Efterskole. Oasen skal være et fysisk sted, der fx skal indarbejdes på hospitaler, hvor syge børn kan få et inspirerende frirum fra hverdagen, som stimulerer leg og bevægelse. Gruppen har været i kontakt med bl.a. OUH, SMIL-fonden og Trygfonden, der alle synes godt om ideen.

 

- Det er en fantastisk følelse at vinde. Det har været rigtig sjovt at arbejde med det her, men også udfordrende. Det har især været spændende at komme ud til så stor en virksomhed som OUH, også fordi de virkede oprigtigt interesserede i os og vores ide. Det er fedt at vores idé er blevet anerkendt, lød det fra gruppen efter sejren.

 

Gruppen bag Oasen vandt 10.000 kroner til klassekassen og et todages ophold på science-parken Universe, hvor de bl.a. kan få hjælp og sparring, så de kan arbejde videre med at realisere deres ide.

 

Kamp om trofæerne

Til Danmarksmesterskabet dystede eleverne i fire kategorier: Bevægelse, Viden & Verden, Velfærd & Samfund og Sprog & Kultur, og der stod unge fynske elever øverst på alle pladserne.

 

Teamet Knevrekortet fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Bevægelse og den samlede 2. plads inkl. 6000 kr., for deres samtalespil til ensomme ældre.

 

Teamet Live Life Plast fra Sct. Hans Skole vandt kategorien Viden & Verden og den samlede 3. plads, som de blev præmieret med 4000 kroner for. De har udviklet en bæredygtig vakuumpakningspose, som bl.a. skal bruges til at pakke kød i supermarkeder, så man undgår emballagespild og samtidig sparrer penge.

 

Teamet Human(d) fra Vesterdal Efterskole vandt kategorien Sprog & Kultur med deres videokampagne, der skal få mænd til at tale mere sammen for at modvirke depression.

 

Entreprenørskab og idegenerering vokser i skolerne

Entreprenørskab og innovation er med Skolereformen blevet emner, som alle skoler skal arbejde med i undervisningen. Derfor stiger tallet for hvor mange der arbejder aktivt med emnerne også.

 

Fonden for Entreprenørskab står bag det entreprenante undervisningsforløb Next Level, som alle eleverne til DM i Entreprenørskab har arbejdet med i løbet af skoleåret. I alt har over 900 elever fra 7.-10. klasse været med i Next Level, og de bedste 78 elever fordelt på 24 hold kvalificerede sig via lokale finaler til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab for grundskoler.