05 dec 2017  /  NyhedsRedaktør

Nye tal: Hver fjerde elev eller studerende får nu entreprenørskabsundervisning

Langt flere elever og studerende prøver i dag kræfter med entreprenørskab og iværksætteri i undervisningen end for bare få år siden. En ny kortlægning fra Fonden for Entreprenørskab viser, at 25 % af alle elever og studerende i Danmark fik entreprenørskabsundervisning sidste år. Det er en tredobling i forhold til første kortlægning for otte år siden.

Innovation og entreprenørskab er begreber, som et stigende antal elever og studerende prøver kræfter med i deres skole- og studietid. Det lærer de unge at udvikle ideer, skabe projekter og virkeliggøre dem.

 

Den nye kortlægning viser, at 308.400 elever og studerende fik entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017. Det svarer til hver fjerde elev eller studerende. Samtidig viser kortlægningen, at der har været fremgang på alle uddannelsesniveauer siden sidste år.

 

- De seneste års uddannelsesreformer har i høj grad været med til at sætte fokus på entreprenørskab i undervisningen, og det begynder vi at kunne se på tallene. Nu gælder det om at hjælpe skoler og uddannelser bedst muligt, så deres lærere og undervisere er klædt fagligt på til at kunne føre de gode politiske intentioner ud i livet, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

 

Markant fremgang på universiteter og professionshøjskoler

Næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse møder nu entreprenørskab som en del af undervisningen. Samlet set har 54.000 studerende på de videregående uddannelser deltaget i entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017. Det svarer 19 procent af alle studerende.

 

Det er særligt professionshøjskolerne, som har taget et spring fremad det seneste år, men fremgangen på universiteterne er også bemærkelsesværdig.

 

På universiteterne møder knap 10 procent nu entreprenørskab som en del af undervisningen, og det er en stigning på 2,4 procentpoint i forhold til året før. Over 60 procent af alle studerende på en videregående uddannelse læser på universitetet, og derfor er en stigning her særlig bemærkelsesværdig. Læs mere her.

 

- Danmark har brug for innovative unge med gode ideer. Derfor er det godt, at undervisningen nu i endnu højere grad ruster de studerende til at føre de gode ideer ud i livet. Initiativrige unge, der tør tage chancer, har vi brug for i fremtiden, siger uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.

 

EUD og STX rykker på entreprenørskab

Flere elever end tidligere møder innovation og entreprenørskab som en del af deres undervisning på ungdomsuddannelserne. Samlet set har 121.000 elever på en ungdomsuddannelse fået entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017. Det svarer til 48 procent.

 

I løbet af det seneste år er det især erhvervsuddannelserne og det almene gymnasium, der har rykket sig. Med erhvervsskolereformen er entreprenørskab blevet en fast del af det nye grundforløb GF1, og fra de almene gymnasier er der en øget efterspørgsel på rådgivning og materialer fra lærere og ledere. Læs mere her.

 

Håndværk og design-faget sikrer mere entreprenørskab i grundskolerne

Hver femte elev i 0.-10. klasse møder nu innovation og entreprenørskab som en del af undervisningen i skolen, og det er rekordmange. Men den positive tendens dækker over store regionale forskelle, hvor Region Syddanmark og Region Midtjylland ligger i front med mest entreprenørskabsundervisning.

 

Kortlægningen viser, at 133.400 elever i grundskolen fik entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017. Det svarer til 19 procent. Udviklingen skyldes dels, at innovation og entreprenørskab er blevet en del af Fælles Mål, og dels at faget Håndværk og design, som indeholder entreprenørskab, er blevet obligatorisk. Læs mere her.

 

Se hele kortlægningen her.