12 nov 2018  /  NyhedsRedaktør

Hasse giver indblik i dansk iværksætteri

Hvad laver en analytiker i Fonden for Entreprenørskab? Mød Hasse Ismael, der er analytiker og nyt ansigt i Fonden. Hasse har netop opdateret Fondens kvartalsudgivelse Iværksætterindblikket, der giver overblik over dansk iværksætteri.

I sommer færdiggjorde Hasse Ismael sin uddannelse som Cand.polit i finansiering på Københavns Universitet. Det var ikke længe, Hasse nåede at bruge på jobsøgning og møder på det lokale jobcenter. For da Fonden for Entreprenørskab manglede en analytiker, blev Hasse ansat.

 

- Jeg har mange forskellige opgaver i Fonden for Entreprenørskab, men overordnet set, så har de alle noget med tal at gøre. Jeg laver analyser, behandler data og laver effektmålinger på Fondens tiltag i forhold til udbredelse af undervisning i entreprenørskab og innovation, fortæller Hasse.

 

Job i en fond der arbejder for udbredelse af entreprenørskabsundervisning lå måske ikke lige for, da specialet var afleveret, og Hasse skulle søge job. Og så lidt alligevel. For Hasse har en lille iværksætter i maven:

 

-  Under min studietid var jeg og en kammerat meget tæt på at starte en smykkevirksomhed. Vi havde både prototyper, designs og hjemmeside klar. Vi havde brugt rigtig meget tid på det, og var klar til at gå i luften. Men da vi skulle tage springet, syntes vi ikke det passede ind i vores studieplaner alligevel. Det var før vi kendte til Fonden for Entreprenørskab, for jeg ved nu, at studie og virksomhed absolut ikke udelukker hinanden.

Spændende udgivelse giver overblik

En af de mange opgaver, Hasse sidder med er Iværksætterindblikket, som Fonden for Entreprenørskab opdaterer og udgiver hvert kvartal.

 

- Iværksætterindblikket er en spændende udgivelse, der tager temperaturen på iværksætteri og entreprenørskab i Danmark. Aktuel viden på området samles og sættes i perspektiv til udlandet, fortæller Hasse.

 

Fonden for Entreprenørskab har siden 2016 udgivet Iværksætterindblikket. Fonden oplever stor efterspørgsel på viden om entreprenørskab og iværksætteri, og da det er et område, hvor tingene udvikler sig hurtigt, skal den nyeste viden være tilgængelig.  

 

- Tal kan læses og forstås på forskellig vis. Så det er vigtigt at vi får analyseret data korrekt og får dem sat dem ind i en kontekst, der giver mening. Det er et stort arbejde - men meningsfyldt, da vi får skabt overblik over et emne der har stor betydning for Danmark, og stor politisk bevågenhed.

 

Læs Fonden for Entreprenørskabs Iværksætterindblik her: