22 jun 2018

Fire studerende fra Aarhus skal forsvare Danmarks ære og en god idé til EM i Entreprenørskab i Riga

Med en god idé om en virksomhed, der hjælper enlige mødre og børn i Uganda til et bedre liv, vandt fire studerende fra Erhvervsakademi Aarhus i slutningen af maj Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. I næste uge flyver de til Riga, hvor de sammen med 15 øvrige lande skal deltage i det europæiske mesterskab.

Teamet Kale Nyabo har fået ideen til en socialøkonomisk virksomhed, der støtter enlige mødre i Uganda. Ved online salg af håndlavede accessoires, som mødrene har lavet, er Kale Nyabo med til at sikre enlige mødre i det centralafrikanske land en stabil indkomst.

 

Kale Nyabo løb med sejren, da de sammen med 19 andre hold studerende fra forskellige korte- og mellemlange videregående uddannelser deltog i DM i Entreprenørskab i slutningen af maj måned.

 

Med Danmarksmesterskabstitlen i bagagen rejser aarhusianske Kale Nyabo fra Erhvervsakademi Aarhus til Riga i næste uge, hvor de skal deltage i Europamesterskabet sammen med hold fra 15 andre europæiske lande.

 

Virksomheden Kale Nyabo består af Soraya Zieren, Florentina Ceapa, Andrei Toth og Nicki Grønkjær Jensen og de læser alle på 2. semester på professionsbacheloruddannelsen i innovation og entreprenørskab på Erhvervsakademi Aarhus.


FAKTA

Alle finalister til DM i Entreprenørskab er studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser, og som har deltaget i entreprenørskabsforløbet Start Up Programme. Start Up Programme afholdes af Fonden for Entreprenørskab.

 

Vinderne af DM i Entreprenørskab kvalificerer sig til EM i Entreprenørskab. EM i Entreprenørskab arrangeres af JA Europe.

 

Europamesterskabet i Riga afholdes den 25.-27. juni 2018.

Læs mere om EM i Entreprenørskab – JA Enterprise Challenge her