13 jul 2017  /  NyhedsRedaktør

Fire elever fra Herning vinder særpris ved Company of the Year Competition

En ualmindelig god ide, en fremragende præsentation, hårdt arbejde og fire unge elever med iværksætterambitioner. Det er opskriften, der sent onsdag den 12. juli sikrede fire elever fra Herning en særpris til Company of the Year Competition 2017, som er EM i Entreprenørskab for elever fra hele Europa.

Ida Sophie Guldbrandt, Kasper Slator, Mathias Kannegaard og James van der Klip fra Herningsholm Gymnasium står bag Demenish, som er en tablet specielt målrettet demente, som hedder Braintap. Gruppen har ved hjælp af gamification skabt kognitivt stimulerende spil og øvelser til tabletten, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente. Den idé imponerende dommerne og Demenish løb særprisen AT&T Excellence in IT Award, da flere end 200 elever fra 35 lande dystede mod hinanden til Company of the Year Competition i Bruxelles den 11. – 13. juli.

 

Prisen er en anerkendelse af elevernes idé og potentialet i ideen. Når Demenish kommer hjem fra EM skal de i kontakt med AT&T’s danske afdeling, som var meget begejstret for elevernes idé og udviklingen af deres Braintap.

 

AT&T's Excellence i IT Award anerkender de elever, som har det bedste teknologiske og innovationsdrevne koncept (mobilteknologi, samarbejde, cloud, IoT) med fokus på et stærkt forretningspotentiale og bæredygtighed samt levedygtighed og skalerbarhed. Vi var imponerede over, hvordan Deminish havde udnyttet IT til at producere, vedligeholde og distribuere deres produkt. Det er et passioneret hold og værdige vindere, lød det fra dommerkomiteen.

 

Vindere fra Estland

Demenish har arbejdet med deres idé i lang tid som en del af undervisningsforløbet Company Programme. Den 26. april vandt de DM i Entreprenørskab, og det gav dem adgangsbilletten til europamesterskabet, Company of the Year Competition.

 

Vinderen af Company of the Year Competition blev gruppen Festera fra Estland, som har udviklet affaldsspande til hjemmet, der nedbryder biologisk affald. Via mikrobiologi, varme og ventilation kan affaldet nedbrydes lugtfrit i hjemmet, og på den måde reduceres mængden af affald og samtidig gøres det mere miljøvenligt.  

 

Baggrund

Alle deltagerne ved Company of the Year Competition har deltaget i Company Programme som er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. Ca. 4000 elever er årligt med i Company Programme i Danmark, og de bedste og mest innovative elevvirksomheder kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Herfra går vinderen videre til EM i Entreprenørskab.

Fonden for Entreprenørskab står bag Company Programme og DM i Entreprenørskab, mens Company of the Year Competition arrangeres af JA Europe.

 

Læs mere om Demenish her: http://demenish.dk/

Læs mere om Company of the Year Competition her: http://www.coyc.jaeurope.org/