07 jul 2017  /  NyhedsRedaktør

Fire elever fra Herning skal til EM i Entreprenørskab

En trænings-app til demente, så de kan styrke deres kognitive evner. Det er den danske finalist til konkurrencen Company of the Year Competition, som er europamesterskabet i entreprenørskab for elever på ungdomsuddannelser. Sidste år vandt danske elever guld ved EM, så forventningerne til dette års finalister er høje.

Gruppen Demenish fra Herningsholm Gymnasium har udviklet en tablet specielt målrettet demente, hvor de ved hjælp af gamification har skabt kognitivt stimulerende spil og øvelser, som skal stimulere hjernen og lindre symptomerne hos demente. Den 26. april vandt Demenish DM i Entreprenørskab for den idé og det gav dem adgangsbilletten til mesterskabet, hvor de skal dyste mod de bedste fra hele Europa.

 

Company of the Year Competition bliver holdt i Bruxelles den 11. – 13. juli. Flere end 200 elever fra 35 lande har kvalificeret sig til at deltage, så der bliver kamp om titlen som europamester. Der er også en del at leve op til for det danske hold. Sidste år var det gruppen SubReader fra Horsens, som var det kvalificerede hold fra Danmark, og de vandt mesterskabet.

 

Alle deltagerne ved Company of the Year Competition har deltaget i Company Programme som er et undervisningsforløb, hvor elever på ungdomsuddannelserne bliver taget gennem alle faser af livet som iværksætter. I løbet af skoleåret skal de bl.a. arbejde med forretningsmodeller, indgå aftaler med samarbejdspartnere fra det nære erhvervsliv og den finansielle sektor, lave markedsføring og aflægge regnskab. Ca. 4000 elever er årligt med i Company Programme i Danmark, og de bedste og mest innovative elevvirksomheder kvalificerer sig til Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab. Herfra går vinderen videre til EM i Entreprenørskab.

 

Fonden for Entreprenørskab står bag Company Programme og DM i Entreprenørskab, mens Company of the Year Competition arrangeres af JA Europe.

 

Læs mere om Demenish her: http://demenish.dk/ 

Læs mere om Company of the Year Competition her: http://www.coyc.jaeurope.org/