01 jun 2017  /  NyhedsRedaktør

Et nyt terrorforsvarssystem sikrede maskinmesterstuderende sejren til DM i Entreprenørskab

Fire studerende fra SIMAC i Svendborg står bag idéen Nice Defence, som den 1. juni vandt DM i Entreprenørskab for studerende. SIMAC dominerede vinderfeltet og trak flere andre priser med hjem, men der var også priser til studerende fra Holstebro, Aarhus, Aalborg og Roskilde.

20 hold studerende havde kvalificeret sig til finalen i DM i Entreprenørskab, som blev holdt i Børssalen hos Dansk Erhverv onsdag den 1. juni. Men fire studerende fra den maritime uddannelse SIMAC imponerede dommerne så meget, at de både løb med danmarksmesterskabet og en kategoripris.

 

Christian Hvam Madsen, Bonnik Hvid, Mathias Smedegaard Ulmer og Mads Woetmann er de fire studerende bag idéen Nice Defence, som er en ny form for sikring mod køretøjer, der bruges som våben i en terrorhandling. Nice Defence er et system, der ud fra tryk kan detektere typen af køretøj, der kører over, og som derefter skyder pigge ind i hjulene samt spænder et net om hjulene, så køretøjet standser. Målet er at terrorsikre offentlige områder, men på sigt vil systemet også kunne bruges mod fx spøgelsesbilister.

 

- Det er fuldstændig sindssygt det her! Vi har virkelig knoklet og særligt i de seneste uger for at nå i mål. Det har været fedt at være med og få feedback og høre, at andre tror på vores idé. Nu ser vi frem mod EM, og vi skal arbejde rigtig meget og det bliver hårdt, men vi er virkelig glade og vi glæder os til den nye udfordring, lød det fra vinderne, da de kom ned fra scenen.

 

Nice Defence vandt først deres kategori Social Entrepreneurship og 25.000 kr. sponsoreret af Trygfonden. Oveni det vandt de yderligere 25.000 kr., da de blev den samlede vinder og løb med titlen som Danmarksmester i entreprenørskab. De tre studerende skal også repræsentere Danmark, når der er EM i Entreprenørskab i Helsinki i slutningen af juni.

 

SIMAC blev storvindere

SIMAC satte et markant aftryk på DM i Entreprenørskab for studrende og satte sig på fem priser. Ud over førstepladsen og kategorivindere i Social Entrepreneurship til Nice Defence, vandt teamet FirstMower kategorien Greentech og den samlede 2. plads. Det gav dem 25.000 kr. sponsoreret af Tønder Energi- og Miljøfond og også en billet til EM i Entreprenørskab.

 

- Pengene er gode, men det sjove er at vinde og komme videre med ideen og få udviklet ideen. Vi får rigtig mange inputs når vi kommer til en ny konkurrence, og det hjælper os med at gøre vores produkt endnu bedre. Pengene skal selvfølgelig bruges til at videreudvikle vores idé, lød det fra FirstMower da de vandt for deres maskine, der kan gøre græsslåning i midterrabatten på motorvejen mere sikker, hurtigere og til mindre gene for bilisterne.

 

SIMAC blev som uddannelsesinstitution også hædret med prisen for Årets Entreprenante Uddannelsesinstitution, og det glædede underviserne Thomas Holm Nordfeldt og Jesper Kollerup:

 

- Det er faktisk lidt overvældende. Det er en værdsættelse af noget, vi har arbejdet på i mange år, og det er et enormt skulderklap at vide, at alle de timer, vi lægger i det her arbejde, bliver anerkendt og set af andre. Så vi er utrolig stolte! Vi har også flyttet os rigtig meget de seneste år. Vi har haft stort fokus på netværk – at det ikke kun er studieprojekter, men virkelige projekter de studerende arbejder på.

 

Ekstra skarp konkurrence i år

Nice Defence og SIMAC kom ikke let til sejren, for i år har alle deltagerne til DM først skulle kvalificere sig via en regional finale. Det betyder, at niveauet af ideerne har været endnu højere i år, da det har været sværere end hidtil at kvalificere sig til DM. I alt havde 20 hold fra hele landet kvalificeret sig til DM, og de dystede i fire forskellige kategorier.

 

- I dag har vi set nogle virkelig ambitiøse og dedikerede unge iværksættere. De bruger deres faglighed til at udvikle ideer til aktuelle samfundsudfordringer, og til DM i Entreprenørskab ser man hvor imponerende vækstlaget af unge iværksættere er, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab, som i samarbejde med Dansk Erhverv står bag DM i Entreprenørskab.

 

De andre vindere på dagen var:

  • Urban Roots fra Erhvervsakademi Aarhus: Vinder af Tønder Energi- og Miljøfonds særpris samt GoRed-prisen (25.000 kr. + sparring med 3 erfarne iværksættere)
  • StopBlood, VIA University College: Kategorivinder Lifetech (25.000 kr. sponsoreret af Bristol Myers- Squibb)
  • Betfray, University College Nordjylland: Kategorivinder Serviceinnovation (25.000 kr. sponsoreret af Bloomberg)
  • Sundemåltider.dk fra Erhvervsakademi Sjælland: Publikumsprisen

 

Alle finalisterne til DM er studerende fra korte- og mellemlange videregående uddannelser, som har deltaget i entreprenørskabsforløbet Start Up Programme.

 

Fonden for Entreprenørskab står bag Start Up Programme og DM i Entreprenørskab for studerende, som arrangeres i samarbejde med Dansk Erhverv. Danmarksmesterskabet støttes også af Bloomberg, Tønder Energi- og Miljøfond, Trygfonden og Bristol Myers-Squibb, som hver stod bag en af kategoripriserne på dagen.