10 jul 2017  /  NyhedsRedaktør

Citi giver ny investering til entreprenørskabsundervisning

Gennem en lang årrække har Citi støttet op om Fonden for Entreprenørskabs arbejde for at udbrede entreprenørskabsundervisning i Danmark. Citi støtter også udviklingen i en lang række andre europæiske lande og fornyer nu aftalen.

Det danske samarbejde er en del af et større europæisk samarbejde med JA Europe, hvor Citi samlet set sponsorerer $1,2 millioner til 19 europæiske lande, herunder Danmark, i en ny stor satsning.

 

Den nye aftale er primært rettet mod elever på ungdomsuddannelserne, som deltager i entreprenørskabsforløbet Company Programme. Her lærer eleverne at udvikle, afprøve og realisere gode ideer inden for alt fra social innovation til tekniske produkter i et virkelighedsnært iværksætterforløb, der udfordrer og styrker elevernes innovative og entreprenørielle kompetencer.

 

I Danmark har Fonden for Entreprenørskab et godt samarbejde med Citi, hvor Citi-medarbejdere hvert år stiller sig til rådighed som dommere ved vores events, og som senere i år også resulterer i nye inspirerende entreprenørskabsmaterialer målrettet EUD.